Skarp kritik af Giscards forfatning

Den tidligere generaldirektør i EU's Ministerråd, Niels Ersbøll, betegner udspillet til en ny EU-forfatning, som Konventets formand, Valéry Giscard d'Estaing, fremlagde i sidste uge, som »et dårligt« forslag.

Det er især ideen om at skabe en fast formand eller præsident for Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne i EU), som Ersbøll vender sig skarpt imod.

»Med udvidelse af EU vokser formandskabernes opgaver både i art og omfang. Alene antallet af forberedende møder stiger så stærkt, at ét formandsland ikke længere kan klare opgaven. Det skal der findes en løsning på, men en præsident løser det ikke,« sagde Niels Ersbøll tirsdag på et møde i København med Foreningen af Europæiske Journalister.

Ersbøll var generalsekretær i EU's Ministerråd fra 1980 til 1995, og han har siden bl.a. været personlig repræsentant for statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen i regeringskonferencen op til Amsterdam-traktaten.

De store landes præsident
Ersbølls afvisning af en præsident for EU hænger sammen med, at han mener, at denne præsident vil sidde i en svag situation - klemt mellem stats- og regeringscheferne og den udenrigsminister, som EU-Konventets ledelse også forestiller sig i den kommende forfatning.
Ersbøll er sikker på, at præsidenten vil blive rekrutteret fra et af de store lande:

»Naive premierministre fra de små og mindre lande tror måske, at det kan blive en af dem, men hvis det bliver, så skal de alligevel følge de store lande. Ellers vil præsidenten ikke kunne komme igennem med noget,« siger Ersbøll.

Ingen interessefælleskab
Ifølge forslaget fra Konventets ledelse, skal formanden for Det Europæiske Råd vælges med kvalificeret flertal for en periode på to et halvt år med mulighed for genudnævnelse én gang. Samme person kan altså maksimalt være formand i fem år. Kandidater til formandsposten skal skal enten være medlemmer af Det Europæiske Råd eller have været det i mindst to år. Formanden har ikke stemmeret, og han/hun må ikke samtidig have et nationalt mandat.

Formandens opgave bliver at styre og giver 'impuls' til Rådets arbejde, forberede topmøderne og repræsentere Unionen på topniveau, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Danmark og Sverige støtter begge ideen med en præsident for EU, og til dette siger Ersbøll, »at vi tilsyneladende vil være sammen med de store lande, hvilket jeg ikke forstår.«

»Det er meget sjældent, at vi har interessefællesskab med de store lande,« understreger Ersbøll.

I det danske forslag (fælles forslag fra regeringspartierne, Socialdemokratiet og de radikale) skal præsidenten være en vagthund for, at de beslutninger, som Det Europæiske Råd træffer, også bliver gennemført. I modsætning til 'præsident-forslagene' fra Frankrig/Tyskland og Storbritannien/Spanien, stiller Danmark en ligestillingsbetingelse, så alle lande kun har én stemme, når formanden/præsidenten skal vælges. Danmark understeger, at det kun er en ud af flere muligheder for fornyelse af systemet med roterende formandskaber.

I modsætning til de fire store land samt Danmark og Sverige, har syv små og mindre land kategorisk afvist at afskaffe de roterende formandskaber. De syv lande er Holland, Belgien, Luxembourg, Irland, Portugal, Finland og Østrig.

Kollektivt formandskab
Niels Ersbøll mener, at »den eneste tænkelige løsning« på formandskabsproblemet er, at flere lande går sammen om at dele et formandskab. Gerne sådan, at der altid er ét eller to af de store lande med.

»Der vil opstå et musketér-sammenhold i et sådant kollektivt formandskab. De vil simpelthen være nødt til at samarbejde.«

Om planerne om at skabe en fælles udenrigspolitik siger Ersbøll, at »det aldrig har været en realistisk mulighed.« En af forudsætning for en sådan fælles udenrigspolitik er bl.a., at det eksisterer en europæisk offentlighed.

Dyb krise
Ersbøll mener, at EU befinder sig i en dyb krise, og han finder ikke, at de verserende forslag tager højde for de udfordringer, som EU står overfor.

Det gælder udvidelsen, der først nu kommer til at koste store beløb, og det gælder terror-truslen og den indre og ydre sikkerhed. Han pointerer, at når man vil skabe et område med 'frihed, retfærdig og sikkerhed', så kan en effektiv indsats indenfor sikkerhed skabe problemer på de andre områder. Det skal man fortælle befolkningerne, siger Ersbøll.

Man skal også fortælle borgerne, at udvidelsen bliver dyr for de 'rige' EU-lande:

»EU er besat af budget-problemet, men det vil koste.«

Der er heller ikke nogen vej uden om en ændring af landbrugspolitikken, der »nu kun hjælper de rige landmænd til at blive rigere.«

Ligesom EU's landbrugspolitik i øvrigt er i modsætning til alt det, EU står for internationalt, bl.a. i relation til u-landene.