Skarp kritik af justitsministers redegørelse om EU-forfatningen

Justitsministeriet erkender at der afgives suverænitet til EU-forfatningen, men bortfortolker alt der kan skabe problemer for ja-partierne. Nejsigere kræver ny uvildig redegørelse.
Af Erling Böttcher
27. december 2004

»En forestilling, der hører hjemme i en roman af Kafka.«

»politisk bestillingsarbejde.«

Sådan lød nogle reaktioner, da justitsministeriet mandag den 22. november offentliggjorde sin analyse af forholdet mellem Grundloven og EU-forfatningen.

Den såkaldte ”redegørelse for visse forfatningsmæssige spørgsmål” skal først og fremmest fortælle politikerne, hvorvidt det er nødvendigt at holde en folkeafstemning om EU-forfatningen – og i givet fald efter hvilken af Grundlovens bestemmelser.

Svaret er ”ja”, der afgives suverænitet. Derfor kræver Grundlovens paragraf 20 at der gennemføres en bindende folkeafstemning, før Danmark kan være med i EU’s forfatning.

Gør som man plejer

Når kritikken fra nej-siden alligevel hagler ned over Justitsministeriet skyldes det analysen af nogle af de mest omdiskuterede paragraffer i EU-forfatningen.

Embedsmændene i Justitsministeriet ser ingen problemer i EU-forfatningen.

»Justitsministeriet gør som man plejer: Frikender regeringen, og strækker elastikken endnu en tand i forhold til begrebet "afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang" i Grundlovens paragraf 20,« siger talsperson for JuniBevægelsen, Hanne Dahl.

»Justitsministeriets følger sin egen indre logik og tidligere påstande om at der ikke afgives suverænitet, når vi mister vetoretten. Den bortforklaring har siden 1986 ført til at EU's ministre og især embedsmænd har overtaget hovedparten af lovgivningen uden at vælgerne i Europa kan ændre noget som helst på nogen som helst valgdag,« siger Hanne Dahl.

Ingen objektiv redegørelse

”Vi må slå fast at Justitsministeriets redegørelse på ingen måde er objektiv,« siger SFU’s formand Thomas Medom Hansen, der er aktiv i Borgerinitiativet ”Ja til Europa – Nej til EU-forfatningen”.

”Redegørelsen kan opfattes som bestillingsarbejde fra regeringen, og den er et godt eksempel på hvorfor den type af redegørelser ikke bør udarbejdes af ministerier uden at jurister med forskellige politiske synspunkter er repræsenteret. I spørgsmål, der skal til folkeafstemning bør offentlige redegørelser udarbejdes af jurister, der både repræsenterer et ja og et nej,” siger Thomas Medom Hansen.

Både ”Ja til Europa – Nej til EU-forfatningen” og JuniBevægelsen opfordrer til at der iværksættes en uvildig undersøgelse af forholdet mellem Grundloven og EU-forfatningen.

Fejet ind under gulvtæppet

”På den baggrund giver (det anførte område i forfatningen, red.). ikke anledning til spørgsmål i forhold til Grundloven.”

Sådan står der på næsten hver side af Justitsministeriets redegørelse om EU-forfatningen.

Blandt andet ser juristerne i statsapparatet ingen problemer i at EU-forfatningen grundlovsfæster EU-rettens forrang. De ser ingen problemer i den såkaldte passarelle, der giver EU’s regeringer lov til selv at foretage grundlovsændringer i EU. Og ej heller ser de justitsministerielle embedsfolk nogle problemer i Danmark mister en fast plads i Kommissionen, eller at der skal indføres en fast formand / præsident for EU.

I forhold til de 59 nye områder med flertalsafgørelser, hvor ikke har Danmark vetoret, er der heller ingen problemer. Der er ikke tale om suverænitetsafgivelse, siger Justitsministeriet.

32 års strid

Justitsministerets tolkning blev allerede fastlagt i arbejdet forud for den danske lov om EU-tiltrædelse i 1972. Her fandt man ud af at der kun overlades suverænitet i det øjeblik, man overlader et nyt område til EU. Hvis EU allerede har et emne i sit grundlag, er det derimod ikke suverænitetsafgivelse at ændre beslutningsformen, væk fra enstemmighed og national vetoret. Denne fortolkning var der ikke enighed om i 1972, og den blev kun vedtaget af det daværende EU-flertal i Folketinget.

Tolkningen medførte at en de mest vidtrækkende integrations-beslutninger nogensinde, gennemførelsen af EF’s Indre Marked, ikke blev anset for at være væsentlig nok til at kræve en folkeafstemning.

Dermed har den danske stat lagt en meget vid ramme om EU-integrationen.

Der er ikke nogen egentlig grænse, hvis man med en grænse mener, hvor meget der egentlig bør besluttes i henholdsvis det nationale parlament og i internationale fora.

”Konsekvensen af Justitsministeriets tilgang er at selv ikke en total EU-overtagelse af al lovgivning og dermed den totale tømning af nationalt demokrati for indhold vil være det mindste smule i strid med Grundloven,” siger talsperson for JuniBevægelsen, Hanne Dahl.

Bindende eller vejledende?

Grundlovsredegørelserne har været udarbejdet før EU-folkeafstemningerne i 1972, 1986, 1992, 1993, 1998 og 2000, samt før Nice-traktaten i 2001.

Konklusionen har været at Grundloven krævede bindende folkeafstemning i 1972, ved Maastricht-traktaten i 1992 og ved Amsterdam-traktaten i 1998.

Derimod krævede Grundloven ikke folkeafstemning om EF’s Indre Marked i 1986. Dengang indførte Schlüter den såkaldt vejledende EU-folkeafstemning, en folkeafstemning som politikerne juridisk set ikke bagefter behøvede at rette sig efter.

Samme slags folkeafstemning var der tale om ved euro-afstemning i år 2000. Det var her

Justitsministeriets ry for at være meget loyale over for den til enhver tid siddende regering blev kendt i en større offentlighed. Idet Grundloven kun omtaler at ”Kongen slår mønt”, mente juristerne at man uden suverænitetsafgivelse kunne afskaffe kroner og øre og gå ind i EU’s Møntunion, idet pengesedler ikke er omtalt i Grundloven..

Også Nice-traktaten, hvis hovedmål var at forskyde magt fra de små og mindre lande til de store lande før udvidelsen, frikendte Justitsministeriet for suverænitetsafgivelse. Derfor undlod Folketinget at holde folkeafstemning om den seneste EU-integration.

Justitsministeriets grundlovsredegørelse findes hos EU-oplysningen, , tlf. 33 37 33 37, og det samme gør Udenrigsministeriets 162 sider lange redegørelse om EU-forfatningen.

59 nye områder med flertalsafgørelser

Hvis EU-forfatningen vedtages vil der blive i alt 59 nye emner, hvor EU kan vedtage ved hjælp af flertalsafgørelser. Det er fordelt på 23 områder i den eksisterende Nice-traktat, hvor vi går fra enstemmighed til flertalsafgørelser, og på 36 nye kompetence-områder, hvor der fra start er flertalsafgørelser.

Kilde: Udenrigsministeriets ”Redegørelse til Folketinget – traktat om en forfatning for Europa” af 22. november 2004.