ARTIKLER


Østrig skal tåle lastbiler

EU's miljøministre har bestemt, at Østrig ikke må begrænse antallet af nye lastbiler, der kører igennem landet.
Af Sven Skovmand
16. maj 2004

Østrig led et stort nederlag mandag den 22. december 2003, da et flertal af EU's miljøministre vedtog en ordning, der betyder, at nye lastbiler frit kan køre igennem Østrig fra 1. februar 2004, skriver Børsen den 23. december 2003.

Alpelandet har ellers haft ret til at begrænse lastbiltrafikken af hensyn til det sårbare miljø, og det har været en aftale, at gamle og stærkt forurenende lastbiler helt skal holdes ude af landet fra 2005.

Den sidste del af aftalen fastholdes, og der indføres en kvoteordning, som sætter grænser for, hvor mange af de øvrige lastbiler, der må køre igennem landet. Det afhænger af, hvor meget kvælstofilte, de udleder.

Men da nye lastbiler kun har en begrænset udledning af disse stoffer, mener EU, at de skal holdes uden for kvoteordningen.

Beslutningen har ført til voldsomme protester, og miljøgrupper truer med at blokere de pas, som lastbilerne skal køre igennem.