NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Aftalen blev indgået i 1997 mellem Rusland og de nuværende EU-lande, men Rusland vil ikke udstrække den til de nye lande, før man har fået en række krav imødekommet.
Russerne ønsker således erstatning for det økonomiske tab, de vil lide, fordi de ikke vil kunne eksportere så meget til EU's nye medlemslande, som de kunne før. Det drejer sig blandt andet om kemikalier, korn og stål, som EU har fastsat bestemte kvoter for. Hvis ikke disse kvoter bliver forhøjet, vil den russiske eksport gå ned.
Hvis Rusland havde været medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, ville folk fra WTO kunne gå ind i forhandlingerne og finde en rimelig løsning. Men Rusland er ikke medlem og bliver det næppe foreløbig.
Til gengæld har Rusland et stærkt kort i sin store eksport af olie og især naturgas – stoffer, der er livsnødvendige for EU. Derfor må man også formode, at der findes en løsning.
Økonomisk set er de russiske krav nemlig ret mådeholdne. Man taler om et økonomisk tab på cirka 2 milliarder kroner om året – et tal, der må ses i forhold til en samlet eksport til EU på 356 milliarder kroner.