ARTIKLER


Udvalgsmøder for åbne døre

Parlamentets udvalg er som oftest åbne for alle, som ønsker at overvære dem. Vi fortæller om et kik ind i et af EU-politikkens maskinrum.
Af Staffan Dahllöf
6. maj 2004

BRUXELLES (NOTAT) Parlamentets udenrigsudvalg når vidt omkring. En dag i april står den årlige rapport om de menneskelige rettigheder i verden på dagsordenen.

Men der er mere på programmet.

Georgiens nyvalgte president Mikhail Saakashvili er først på besøg.

Derefter kommer Chris Patten, medlem af Kommissionen med ansvar for den udenrigspolitik, som ikke sorterer under udvidelseskommissær Günter Verheugen, eller som heller ikke er udviklingskommissær Poul Nielsons ansvar.

Udspørges om terror

Chris Patten bliver spurgt om forskellige rapporter om misbrug af bistandsmidler til palæstinensiske organisationer. Der er anklager i luften – og til dels på papir – om at EU-penge er blevet brugt til at finanisiere terrorgrupper.

Patten starter med nogle indledende bemærkninger:

»Vi laver en fejl hvis vi bruger metaforen »krig mod terror«. Det er ikke tale om en kampe, som kan vindes med kampvogne eller missiler eller med bevæbnede missionærer.

Vi er nødt til at være realistiske, men uden at blive eftergivende. Vi kan aldrig finde os i terror, men den eksisterer i en politisk sammanhæng, som vi må forholde os til,« siger han.

Omsider når Chris Patten frem til, at der ikke er afgørende beviser for, at EU-midler er blevet misbrugt, hvorefter han roser de embedsmænd som har undersøgt sagen:

Om så Den Hellige Treenighed havde skrevet den rapport, så ville den ikke være blevet bedre,« siger han.

Herefter kaster udenrigskommissæren sig over et spørgsmål om etniske rensninger af serbere i Kosovo, over nye oplysninger om et plutoniumprogram i Nordkorea, og over en slet skjult anklage om EU's dårlige forhold til landene i Latinamerika.

Så er det blevet tid til frokost. En af EU's mange maskinhaller for udenrigspolitik bliver langsomt tømt for parlamentarikere, assistenter, diplomater og journalister.

Forbavset over sjusket

En god frokost senere holder Budgetkontroludvalget møde for at høre de ny medlemslandes kandidater til Revisionsretten.

Kandidaten Jan Kinst fra Tjekkiet får et listigt spørgsmål fra den hollændske socialdemokrat Michiel van Hulsten, kendt for sin kritik af parlamenterikernes eget forbrug af penge.

Van Hulsten vil vide, hvad Kinst mener er det største problem med den manglende kontrol af EU's udgifter.

»Det er nok, at man stadig mangler standarder for en virkelig effektiv revision,« svarer Kinst, som også siger, at han er forbavset over de tilbagevendende tilfælde af sjusk med landbrugsstøtten og regionalfondene.

Det ser ud til at van Hulten er glad for svaret.

Freddy Blaks ønske

Som et ekstraordinært punkt vil udvalget også vide, hvad Kommissionens kontrolorgan OLAF har at sige om, at belgisk politi har lagt beslag på materialer fra den tyske journalist Hans-Martin Tillack.

Freddy Blak, tidligere socialdemokrat, nu løsgænger i venstrefløjsgruppen og næstformand i udvalget tager ordet.

Freddy Blak vil umådelig gerne høre mere om anslaget mod den tyske journalist, men han har desværre en anden aftale på det foreslåede tidspunkt.

Der opstår en kort forvirring, men så beslutter formanden, at sagen om OLAF og Tillack godt kan vente nogle timer, så også Freddy Blak kan deltage.

Godkendelsen af kemikalier

I en anden sal er Miljøudvalget gået i gang med en af de største sager, som endnu er landet på udvalgets bord: Kommissionens forslag om registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier; blandt de indviede kendt som REACH.

I april er det blevet kendt, at udvalgets rapport ikke vil blive behandlet inden valget til det nye parlament, og at der er massiv lobbyisme i gang for at påvirke forslaget.

Peter Liese, tysk kristdemokrat efterspørger en hårdere prioritering af, hvilke kemikalier man skal interesse sig for.

Inger Schärlig fra de svenske miljøparti advarer om, at EU kan komme til at bøje sig for det urimelige pres fra USA. Hun er også foruroliget over, at Kommissionen nu kun ser på de økonomiske omkostninger og ikke på gevinsterne for hele samfundet.

Den tyske socialdemokrat Dagmar Roth-Behrendt lyder ophidset.

»Industrien har i alle år haft en dårlig planlægning, dårlig ledelse og kun set på sine egne intresser. Alle, jeg taler med, siger, at de går ind for forslaget, men ingen mener det samme. Hele diskussionen lyder som en tibetansk bedemølle,« siger hun vredt.

Udvalgsformanden – den britiske konservative Caroline Jackson – giver derefter ordet til en repræsentant fra Kommissionen.

Men først har hun selv stillet nogle ganske sarkastiske spørgsmål.

Hun vil vide, hvad det er for nogle nye vurderinger, som Kommissionen har gang i, og hvordan Parlamentet kan følge med i, hvad der sker, når valgkampen begynder.

En embedsmand fra Kommissionen svarer med at fortælle om en styringsgruppe med medlemmer fra kemi-, bil-, IT- og tekstilindustrien, men også med en repræsentant for arbejderne.

»En repræsentant for arbejderne, det var dog en underlig formulering. Hvem har I tænkt på?, spørger Caroline Jackson.

Kommissionsmanden svarer:

»Vi har tænkt os John Monks, (generalsekræter i EFS, Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation).«

»Han er vel ingen arbejder,« siger nogen højt i salen.

Den bemærkning bliver der grinet ad.

.