Velfærdsstaten trues af EU-forfatningen

Professor fra tysk forskningsinstitut frygter, at Europa vil komme til at ligne USA på det sociale område.
Af Brigitte Alfter
24. juni 2004

»Kun et britisk nej til EU-forfatningen kan endnu redde de europæiske velfærdsstater, som vi kender dem i dag.«

Påstanden kommer ikke fra en indædt dansk unionsmodstander, men fra den tyske økonomiprofessorer Hans-Werner Sinn, der er præsident for en af Tysklands store økonomiske forskningsinstitutter, IFO i München.

Kombinationen af EU-forfatningens garanti for social sikring og bistand kombineret med et nyt direktiv om den frie bevægelighed giver bred adgang til velfærdsydelserne, mener professoren.

Det vil føre til en folkevandring fra fattige områder i Østeuropa til lande med høje velfærdsydelser. I sidste ende vil lande med gode sociale ydelser være tvunget til at afskaffe dem, siger professoren på instituttets hjemmeside.

Vil skære ydelserne ned

»Konsekvensen for indvandringen i de vesteuropæiske velfærdsstater vil være, at staterne i en slags konkurrence om at afskrække vil skære deres sociale ydelser ned, fordi ingen vil være mål for velfærdsvandringen.

Til sidst vil Europa ikke kunne være mere social, end USA er det i dag,« skriver Sinn i en udtalelse fra IFO-instituttet.

Indvandrernes rettigheder

Baggrunden for hans spådom er dels et nyt direktiv om fri bevægelighed, der skal være indarbejdet i lovgivningen i de enkelte lande om to år, dels forfatningens afsnit om grundlæggende rettigheder.

Det garanterer sociale ydelser til alle EU-borgere uden at fastsslå, at det er oprindelseslandet, der skal betale for disse ydelser.

»Enhver, der har bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale sikringsydelser og sociale fordele i overensstemmelser med EU-lovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis,« hedder det i den netop vedtagne forfatnings artikel II-34.

Kombinationen mellem forfatningen og det nye direktiv, der blev vedtaget i EU-Parlamentet i marts og i Rådet i december udgør en farlig forbindelse, mener Sinn.

Direktivet regulerer den frie bevægelighed og siger, at det principielt står enhver EU-borger frit at slå sig ned i et ønsket land. Direktivet er ifølge Hans-Werner Sinn blot en konkretisering af artikel II-34.

Værtslandet har bevisbyrden

Hans-Werner Sinn tolker direktivet sådan, at hver EU-borger fremover har krav på fem års opholdstilladelse og en efterfølgende forlængelse. Fra begyndelsen følger der krav på sociale ydelser svarende til dem, landets borgere får. Det vil efter Sinns mening uvægerligt føre til en vandring fra fattige områder i øst til lande med høje sociale ydelser i vest.

Godt nok skal man over for sit nye land bevise, at man har penge nok til at forsørge sig selv i den periode, man har tænkt sig at blive i landet. Men det er uklart, hvad kravet kommer til at betyde.

Direktivet siger også, at borgeren ikke må blive en »urimelig belastning« for værtslandet. En henvendelse om hjælp hos de sociale myndigheder må dog ifølge præamblens afsnit 16 ikke føre til en automatisk udvisning. Og ifølge Sinn ligger bevisbyrden for, at en borger fra et andet land er en »urimelig belastning« for værtslandet netop hos værtslandet.