ARTIKLER


Vidtgående EU-bevisordre

Forslaget i kølvandet på EU's arrestordre indeholder bl.a. at man vil kunne få tjekket mails og telefonsamtaler efter udenlandsk ret, udenom eget lands myndigheder og domstole.
Af Erling Böttcher
17. oktober 2004

Skal et andet land kunne få udleveret for eksempel dine breve, regnskaber eller gennemføre en husransagning, uden at danske myndigheder giver tilladelse?

Det er et af de talrige spørgsmål som forslaget til en EU-bevisordre rejser. Forslaget hedder fælles europæisk bevissikring, og går ud på at EU-landene automatisk skal udlevere mulige beviser til et andet EU-land, der anmoder om det.

Forslaget følger op på EU's arrestordre, som Danmark var et af de første lande til at vedtage.

Ifølge arrestordren skal man udlevere personer til et andet EU-land, også selv om der ikke er tale om en handling, som er strafbar i hjemlandet. En bevisordre, hvor man på tværs af grænserne kan gennemtvinge udlevering af mulige beviser, vil gøre det lettere og hurtigere at få udstedt og fuldbyrdet en arrestordre.

Skarp kritik

Politi fra andre EU-lande vil med den fælles bevisordre i hånden kunne kræve at se straffeattester, dokumenter og data samt andre bevismaterialer, der kan fremskaffes gennem ransagninger eller beslaglæggelser og lignende.

Hvis en irsk eller polsk kvinde får foretaget en abort i Danmark, vil irsk eller polsk politi fremover kunne beordre dansk politi til at ransage klinikken. Selv om der er andre retsregler herhjemme.

Bevisordren er vedtaget i EU-parlamentets retsudvalg og er nu sendt til behandling i medlemslandenne.

Justitsministeriet har sagen til høring hos organisationer på området. Og her er kritikken skarp.

Advokat Elsebeth Rasmussen fra Landsforeningen af Beskikkede Advokater vurderer over for Jyllands-Posten 13.september at der »ikke er hjemmel til i dansk lov« til at bevis-udlevering kan ske uden om landets domstole. Og den ansvarlige minister, jutitsminister Lene Espersen, siger til samme avis at hun er »særdeles skeptisk«, men at hun ikke vil kommentere det nærmere, da forslaget ikke er realitetsforhandlet endnu.

Bevisordre-problemer

  • Efter andre landes love. Hele id‚en er at reglerne fra det land, som kræver beviser udleveret, skal gælde, uden at landets egne domstole er involveret.
  • Retsløshed. Klager skal behandles i det land, som har fået udleveret data, og hvordan er reglerne mon dér?
  • Overvågningsgalop. På dagsordenen er breve, mails, telefonsamtaler, dokumenter mv.
  • Ransagning. F.eks. den tyske Stern-journalist, som afslørede Eurostat-skandalen, og senere fik sit kontor i Bruxelles tømt for dokumenter af belgisk politi, vil ikke være beskyttet mod belgisk politi hjemme i eget land.

NOTAT skrev som den første danske avis om bevisordren den 21. november 2003. Flere artikler om bevisordre findes i artikel-arkivet på www.notat.dk