ARTIKLER


26.000 arbejdere fyret på en måned

Brugen af polske arbejdere på tyske slagterier har på en måned gjort 26.000 tyske slagteriarbejdere arbejdsløse, skriver Der Spiegel.
Af Sven Skovmand
7. marts 2005

Danmark er ikke ene om at have problemer med lukning af arbejdspladser i slagterierne. Langt værre står det til i Tyskland – det land som de danske slagterier får flyttet deres produktion til.

Ifølge Der Spiegel for 21.2.2005 er der alene på en måned forsvundet 26.000 tyske arbejdspladser i kødbranchen. Fordi slagterierne fyrer tyskere og ansætter polakker, der er villige til at arbejde for 35 kroner i timen eller mindre.

Tyskerne fik ellers i forbindelse med udvidelsen af EU gennemført, at arbejdskraftens frie bevægelighed først skulle træde i kraft efter syv år. Men bestemmelsen har ingen betydning, fordi de tyske virksomheder laver aftaler med især polske firmaer, som så sender deres arbejdere til Tyskland.

Bladet gør opmærksom på, at forholdene vil blive forværret, hvis det foreslåede servicedirektiv træder i kraft.

»Jo mere politikere og branche-repræsentanter har sat sig ind i de indviklede regler, des klarere står det for dem, at direktivet ikke kun vil producere vindere, men også tabere,« skriver bladet.