ARTIKLER


Den liberalistiske socialdemokrat

Henrik Dam Kristensen går varmt ind for Servicedirektivet, som blandt andet vil indføre konkurrence for postbude. Mon han har talt med sine kolleger?
Af Erling Böttcher
8. december 2005

En af de mere besynderlige begivenheder i denne uge er reaktionerne efter udvalgs-afstemningerne om servicedirektivet. Et direktiv som med et hug skal afskaffe alle mulige regulerin€ger og fastslå den frie og uhæmmede konkurrence for alle serviceydelser.

Samtidig med at EU-parlamentets borgerligt-liberale flertal efter afstemningen gik ud og erklærede sig som de store sejrherrer, erklærede også det socialdemokratiske medlem, Henrik Dam Kristensen, sig overordentlig tilfreds:

»Afstemningen i dag er en sejr for os, som vil et socialt Europa,« erklærede det tidligere postbud om det forslag som blandt andet vil skabe fri lønkurrence inden for postbude-branchen.

Gad vide om han har talt med kollegerne i faget? Klapper de i hænderne ved udsigten til at konkurrere om postudbringningen med udenlandske firmaer, som opererer efter hjemlandets løn- og arbejdsregler?

Udvalgsafstemningen gik sådan at det forkætrede oprindelseslandsprincip blev slået fast. Det ændres ikke af Henrik Dam Kristensens hovedbegrundelse for sin store sejr; nemlig at udvalget undtog serviceydelser af »almen interesse«.

Hvad er så service af »almen interesse«, som skal være undtaget, og hvad er så service af »almen økonomisk interesse?«, som ikke skal undtages? Ihukommende EU's mængde af gummiparagraffer, glidebane-klausuler – og elefanten i glasbutikken, EU-domstolen – er det bestemt ikke en sondring, nogen kan være tryg ved. I sin hidtidige historie har EU netop formået at få snart sagt alt ind under ressortområderne »økonomi« og »marked«.

Sagen er vel at det liberalistiske medlem af EU-parlamentet, Henrik Dam Kristensen, er hængt så meget op på tankegangen om Lissabon-proces og markedsliberalisering, at kun meditative sejrs-erklæringer kan få ham til at fremstå som socialdemokrat.