Efter forfatningen kommer mere integration

EU-forfatningen skal ikke holde så længe. Allerede nu kan man nævne punkter, man må vende tilbage til, mener en af EU-parlamentets førende føderalister.
Af Erling Böttcher
7. marts 2005

Integrationen stopper ikke med EU-forfatningen, siger den tidligere næstformand for det britiske liberale parti, Andrew Duff, i dette interview med NOTAT.

Siden 1999 har Andrew Duff været medlem af EU-parlamentet og medlem af udvalget for ”Konstitutionelle anliggender”, hvor EU-parlamentets føderalister i mange år har arbejdet for mere integration. Hvis EU-forfatningen vedtages, vil EU-parlamentet få en ny kompetence, som tidligere alene lå hos medlemsstaterne; nemlig ret til at sætte nye integrations-initiativer i gang. NOTAT har spurgt, hvordan denne ret skal udnyttes.

Hvis forfatningen er god, men ikke god nok, hvor og hvordan skal man så gå videre efter forfatningens vedtagelse?

»For alle de af os, som var med forfatnings-konventet og for mit vedkommende også i charter-konventet, og som bekender sig til det store projekt med at formulere europæisk integration i en forfatningstekst, er dette et projekt, man skal se over et langt tidsrum.«

»Forfatningens integration er ikke noget fman pludselig beslutter, men er vokset frem gradvist og lidt efter lidt, gennem 20 års traktatændringer, institutionelle reformer, proceduremæssige tiltag og voksende udfordringer udefra. Så det er ikke overraskende at vi ikke tror denne forfatning er afslutningen på vores arbejde.«

»I processen med at udarbejde forfatningen, er der i kritikken fra EU-parlamentet fremkommet adskillige temaer, som kræver yderligere overvejelser og reformer. Timingen af denne udfordring – eller trussel om man vil – med at tage forfatningen op og åbne den for ændringer, er et meget følsomt emne. Min egen fornemmelse er at vi ikke nu skal tale for meget om vores involvering i fremtidige institutionelle reformer.«

»Vores vigtigste opgave er i stedet at se til at forfatningen kommer på plads, og derefter blandt borgerne skabe en følelse af at tingene er kommet på plads. Borgerne ser alle disse argumenter – om kommission, råd, parlament, domstol og medlemslandene – som meget forvirrende. Det er usikkert at se så mange institutionelle ændringer på én gang, og så udvidelsen oveni. Så jeg tror at vi er nødt til at tillade en følelse af ro på dette trin i den institutionelle proces.«

»Der er også ting i forfatningen, som vi ikke ved om det vil blive en succes i praksis. Et eksempel, jeg er ret nervøs for, er gruppe-formandskaberne i Rådet – især med hensyn til samspillet mellem fuldtids-præsidenten for Rådet og den kommende udenrigsminister. Det er meget store institutionelle ændringer, og jeg er sikker på at vi ved at se dem i praksis vil vi blive inspireret og stimuleret til at konstatere, hvis noget ikke virker særlig godt, og hvor vi kan forbedre det.«

»Jeg vil blive overrasket hvis ikke dette er et område, vi i fremtiden er nødt til at vende tilbage til. Men vi vil ikke vide det, før vi har set forfatningen virke.«

»Andre ting er f.eks. regeringskonferencens beslutning om at oprette en fælles udenrigstjeneste før forfatningen er trådt i kraft. I de næste måneder, op til EU-topmødet i juni, skal institutionerne igennem meget arbejde for at sætte denne udenrigstjeneste i værk. For EU-parlamentet er der et stykke arbejde med at se til at vore ønsker bliver tilgodeset, f.eks. om at få udenrigstjenesten finansieret over det fælles budget, hvor vi har indflydelse, i stedet for over et nyt selvstændigt budget, hvilket ville være en katastrofe.«

Giver forfatningen bedre muligheder for sådanne reformer i fremtiden?

»Nøgleartiklen i forfatningen i den sammenhæng er bestemmelsen der tillader EU-parlamentet at tage initiativ til nye ændringer i forfatningen. Nogle hævder ganske vist at der blot er tale om endnu en traktat, men den ting, der ændrer det fra blot en ordinær international traktat til en forfatning, er at vi har en autonom forfatningsmæssig magt til Europa-parlamentet.«

»Det er således ikke op til medlemsstaterne, i hvert fald ikke medlemsstaterne alene, at tage initiativ til nye ændringer. Jeg ved ikke om de forstår det på nuværende tidspunkt, men for mig er det er et stort skridt fremad. Det er ikke længere under kontrol af de nationale parlamenter. For mange parlamenter vil det kun være en fordel, fordi de aldrig har været i stand til at påvirke. For eksempel for Danmarks vedkommende har det kun været en negativ indflydelse. I har altid kun kunnet påvirke ved at blokere, men det har været op til de store lande at sætte dagsordenen.

”Det faktum at vi nu har EU-parlamentet til at tage initiativ til at videre forfatningsmæssige reformer, er en stor fordel for alle involverede, hvis vi ser bort fra de store lande.”

Vil forfatningen give dynamik nok til videre udvikling?

“Ja, det tror jeg. Det er en række af mennesker, som er ret gode til at drive på, og mange af os er endog nogenlunde unge. Vi kan selvfølgelig blive vraget af vore vælgere, men ellers havde jeg da ikke tænkt mig at gå ud af gamet i de næste mange år.”

”Jeg kan forestille mig at der ved næste valgperiode, altså fra 2009-20014, vil være et mandat for de af os, som er interesserede i dybere integration, til at tage op, hvad virker og hvad virker ikke – og så skal vi have nyt konvent. Det er den anden store ting i forfatningen – at konvents-metoden er blevet institutionaliseret.”

Tror du konvent-metoden er en fordel for alle integrations-interesserede?

”Jeg tror at det er en fordel for alle. Vi har alle partier med i et konvent, inklusiv oppositionspartier som mit eget, der ikke har været med i en britisk regering siden slutningen af 1.verdenskrig. For os er det spændende at være med i en øvelse med reel indflydelse. For mainstream partierne var det en chance for at blive mere sammenfaldende, fordi konventet skulle arbejde ved hjælp af konsensus.”

”Et eksempel er Venstre og Radikale Venstre. Her havde de en europæisk platform, hvor de kunne blive enige om ting, som de ellers ville finde umulige at blive enige om, når de var hjemme i Danmark i de normale rammer. Det er det samme i Storbritannien. Labour-ministrene er nu på samme side som os, og både Tony Blair og os vil gøre hvad vi kan for at få denne forfatning til at træde i kraft.”

”Så konvents-metoden producerer mærkelige hjemlige dynamikker, som jeg tror folk vil respektere, fordi det ikke er et spørgsmål om at være pro-europæer eller anti-europæer, men om at beskæftige sig med at styrke kvaliteten af den politik, der udøves her.”