NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Jeg tilhører ikke noget politisk parti, nogen fagforening eller anden form for forening.
Jeg har hele mit liv beskæftiget mig meget mere med paraglidning end med politik, hvor jeg er en nybegynder, der »vågnede op« for seks måneder siden, og hvor jeg ikke bliver gammel (fri flyvning er som narkotika: man kan ikke holde sig væk fra det ret længe).
Etienne Chouards tekst blev oprindelig lagt ud på hans personlige hjemmeside. Dernæst lagde en række fransk nej-organisationer den på deres hjemmesider.
Denne version af er oversat fra fransk »Une mauvaise Constitution« af Martine Pétrod til Ny Agendas bog »Franske stemmer«.
Den er forkortet i to omgange, først af Ny Agenda, dernæst af NOTATs redaktion.
Marseille, den 28. april 2005
Kære kolleger og venner,
For seks måneder siden, i september 2004, var jeg, som alle andre, positivt indstillet over for forfatningsforslaget, uden at have læst det, rent principielt, for at »gå fremad«, selvom jeg godt vidste at institutionerne ikke var perfekte. Jeg ville ikke være en af dem, der bremser Europa. Jeg tror virkelig at et overvejende flertal af europæerne, på tværs af højre-venstre skellet, elsker denne smukke tanke om et forenet, mere broderligt og stærkere Europa. Det er en drøm om fred, som man kan enes om og som samler et meget stort flertal.
Jeg havde ikke læst teksten og havde absolut ikke tid til det: for meget arbejde ... Europa er langt væk og med alle disse politikere følte jeg mig beskyttet af mængden: hvis det gik skævt, måtte der være et par stykker til at forsvare os ... og jeg undlod at »beskæftige mig med politik«, dvs. at jeg undlod at beskæftige mig med mine egne anliggender.
Pludselig begyndte personer, som ikke kan mistænkes for at være antieuropæiske, også at råbe op. Så læste jeg deres appeller uden at bekymre mig om etiketten, og fandt deres argumenter meget stærke. Jeg begyndte at læse, og jeg læste meget, hele bøger, fra alle sider.
Jo mere jeg læser, jo mere bekymret bliver jeg. Og i dag tænker jeg ikke på andet, jeg sover næsten ikke mere, jeg er ganske enkelt bange for at vi er ved at miste det væsentligste: beskyttelsen mod vilkårligheden.
Jeg fandt over 10 alvorlige grunde til at gå imod dette farlige forslag, og endnu 10 grunde til at forkaste sådan en ubehagelig tekst, som i virkeligheden ikke er spor broderlig. Imidlertid er det først efter nogen tid at jeg blev klar over de fem stærkeste og mest overbevisende grunde – fordi det kræver meget arbejde at klarlægge dem – og det er dem, som går på tværs af alle politiske opfattelser, fordi de anfægter selve betydningen af at gøre sig politiske overvejelser. Det er disse grunde, de fem vigtigste, som jeg gerne ville henlede jeres opmærksomhed på og høre jeres mening om, så vi kan diskutere sagen sammen, siden journalisterne nægter os en offentlig debat.
Forslaget til »Traktat om en forfatning for Europa« (forfatningsforslaget) gælder uden tidsbegrænsning, den berører næsten alle de væsentlige aspekter af folks liv, og juridisk står den over alle vores nationale normer (vedtægter, love, grundlov). Den etablerer de tre magter (udøvende, dømmende, lovgivende) og regulerer styrkeforholdet mellem dem.
Forfatningsforslaget er således, i sin natur, en grundlov: det fastlægger »lovenes lov«.
Denne godkendelse vil kun give mening, hvis teksten kan læses af befolkningen, dvs. dem, der skal skrive under (og ikke bare af eksperter).
Ud fra den betragtning er forfatningsforslaget langt og komplekst: 485 A4 sider, dvs. næsten en hel pakke papir.
Denne længde er enestående i verden for en forfatning, og dertil kommer utallige henvisninger, som gør teksten ganske ulæselig for almindelige borgere.
Som illustration af hvor svært det er at læse denne tekst, kan man også nævne at der ikke findes nogen liste over de områder, hvor hver institution kan lovgive, og det er alvorligt. Man kan således heller ikke finde nogen liste over de områder ñ og derfor udmærket ignorere at de findes ñ hvor det Europæiske parlament er udelukket fra lovgivningsarbejdet (hvilket hverken er trivielt eller uskyldigt). Vil man kende denne fordeling, skal man granske hundredvis af artikler, en ad gangen, og håbe at man ikke har overset noget (se senere). Kan man sige at sådan en tekst er læselig?...
Denne længde og kompleksitet udelukker den almindelige borger fra at foretage en kritisk vurdering.
Men man skal jo have en mening. Hvordan kan man få en mening om en tekst, som man ikke kan læse? Ved at følge Øde andreÆ, så man føler sig tryg ñ som i en fåreflok.
Denne teksts længde er i sig selv udemokratisk: debatten er forbeholdt eksperterne.
I modsætning hertil søger forfatningsforslaget, ikke bare at bestemme de politiske spilleregler, men også selve spillet!
Idet den i alle sine dele (I, II og især III) påtvinger liberalistiske bindinger og referencerammer, er denne tekst ikke politisk neutral, og den påtvinger for lang tid fremover et valg af økonomisk politik som burde være underlagt den daglige politiske debat og kunne variere alt efter konjunkturerne. Man forhindrer hermed skift i den økonomiske politik.
I særdeleshed bekræfter denne tekst for lang tid fremover at Europa giver afkald på de tre vigtigste økonomiske styreredskaber, som anvendes af alle stater i verden:
Ingen monetær politik: som de eneste i verden, har vi gjort vores centralbank fuldstændig uafhængig og givet den inflationsbekæmpelsen som forfatningsmæssig og urørlig hovedopgave, altså ikke beskæftigelsen eller væksten. Man giver ikke de politiske instanser mulighed for at ændre denne opgave ñ selvom man ved at prisen for inflationsbekæmpende politikker næsten per automatik er øget arbejdsløshed.
Ingen finanspolitik: Stabilitetspagten låser staterne fast i en rigoristisk politik, som selvfølgelig er et muligt valg, men som ikke bør være det eneste i al evighed. Der er ikke længere mulighed for at sætte skub i økonomien efter keynesiansk model (omfattende offentlige arbejder).
Ingen industripolitik: forbudet mod enhver konkurrencehindring medfører forbud mod at støtte nationale aktører, som er svage eller i vanskeligheder.
Rent konkret, hvis der i morgen var et flertal i Europa, der ønskede at skifte kurs hen imod en mindre kommercielt orienteret og mere solidarisk politik, ville det ikke kunne lade sig gøre: det kræver enstemmighed.
Forfatningsforslaget er alt for svært at revidere: for at ændre et enkelt komma i teksten skal regeringerne først enstemmigt vedtage et revisionsprojekt, som så skal ratificeres enstemmigt af befolkningerne (via deres parlamenter eller folkeafstemninger) ñ (det er det, man kalder den almindelige revisionsprocedure).
Med 25 stater er denne procedure, der kræver dobbelt enstemmighed, en garanti for at der ikke kan ændres noget, og en gave til dem, der ikke vil have noget ændret efter denne forfatning. Denne tekst er født forstenet.
Rent konkret, hvis et flertal af europæerne ønskede at ændre deres grundlov, ville de ikke kunne gøre det. Det er chokerende og bekymrende.
Mærkeligt nok forvandler denne ekstreme stivhed sig til en bemærkelsesværdig smidighed, når det gælder en anden procedure, som ikke kræver befolkningernes direkte godkendelse: det er den forenklede revisionsprocedure, som giver et af EU's organer (Ministerrådet) beføjelser til, på eget initiativ at ændre et af forfatningens nøgleelementer, nemlig regulering af den grad af suverænitet, medlemslandene bevarer på bestemte områder (ved overgang til flertalsafgørelser mister alle vetoretten5). Det er alvorligt, fordi denne forfatning derved kan ændres, dog uden at indhente befolkningernes godkendelse til de enkelte ændringer.
Hver magt skal stå til regnskab og den skal vide at den er under stadig kontrol. Det er også væsentligt.
Verdens bedste idé er måske netop den, der gør at man ikke behøver at frygte en despot. Hvorfor skulle disse beskyttende principper miste deres værdi, fordi man taler om en moderne union mellem stater?
Det er imidlertid svært at få øje på balancen mellem de tre magter (lovgivende, udøvende og dømmende)..
Vi får præsenteret en »trekant« bestående af Parlamentet, som repræsenterer befolkningerne, Ministerrådet, som repræsenterer staterne, og Kommissionen, som repræsenterer den almene interesse (sic).
Kommissionen udspringer hovedsageligt fra Det Europæiske Råd, som udnævner alle dens medlemmer, Parlamentet har en kontrolfunktion og »vælger« dens formand (efter forslag fra Rådet). Kommissionen er fuldstændig uafhængig, den må ikke modtage instruktioner fra nogen, men den kan alligevel afsættes af Parlamentet gennem et mistillidsvotum, og hvert enkelt medlem af Kommissionen kan »blive gået« af Kommissionens formand.
Kommissionen er ansvarlig for lovgivningens tekniske forberedelse og forelægger sine forslag for Ministerrådet og Parlamentet, som præsenteres som to lovgivende organer.
Ministerrådet præsenteres således som et »overhus«, som skulle spille senatets rolle, men det er svært at acceptere: for det første er ministrene ikke folkevalgte, og desuden tilhører de den udøvende magt i deres lande, hvilket betyder at de kontrollerer de offentlige myndigheder, der, når de kommer hjem, gør det muligt for dem at iværksætte de regler, de selv har udarbejdet.
Det er således de samme personer, som skaber lovene på europæisk plan og iværksætter dem på nationalt plan (efter at de er blevet omsat): magterne er ikke adskilte. Ministerrådet er et organ med en indlysende forbindelse til den udøvende magt, som har fået tildelt en lovgivende rolle.
Det chokerende er at der på disse områder næsten ikke findes nogen modmagt.
Dér, hvor der ikke er nogen kontrol over magterne, mister vi endnu et vigtigt værn mod vilkårligheden.
Denne tekst er bedragerisk og tilslører demokratiets sygdom: mens de skamløst hævder det modsatte, har de nationale udøvende magter, højre og venstre, i forbindelse med Europas opbygning over de sidste halvtreds år, gradvis og i det skjulte, arbejdet på at frigøre sig fra parlamentarisk kontrol på det område, hvor den er mest tiltrængt (det økonomiske), og mere generelt fra enhver reel ansvarlighed for de fleste af deres politiske beslutninger.
I modsætning hertil er de europæiske institutioner (gennem de sidste halvtreds år) blevet smedet af de politikere, der var ved magten, og som således på en gang var dommer og part i sagen. Hvad enten de var fra højre eller venstre, er de ansvarlige, ved selv at skulle fastsætte de bindinger, som ville hæmme deres daglige arbejde, blevet partiske på en farlig måde – det er menneskeligt og også forudsigeligt.
Også dette er enestående for et demokrati.
Der er kun én troværdig måde at skabe en ligevægtig og beskyttende grundlov på: at vælge en grundlovgivende forsamling, som er uafhængig af de bestående magter og udelukkende har mandat til at formulere forfatningen, i henhold til en gennemgående offentlig og kontradiktorisk procedure (i juridisk terminologi betyder ordet »kontradiktorisk« at modsatte synspunkter kan udtrykkes fuldt ud), og som opløses når den har løst opgaven.
Det er op til borgerne at tvinge denne procedure igennem, hvis de politisk ansvarlige søger at undgå den..
Man prøver at dæmpe min frygt ved at tale om fremgang, men alt afhænger i virkeligheden af sammenligningsgrundlaget.
Sammenligner man med Nice-traktaten (som jeg anser for beklagelig på et demokratisk plan) er det selvfølgelig »bedre«, en »fremgang«, og man kan godt forstå at man henviser til denne tekst for bedre at kunne sælge os forfatningsforslaget.
Sammenligner jeg imidlertid med det nationale demokrati, som jeg skal ofre til fordel for Ødet europæiske demokratiÆ, er det en tilbagegang, man beder mig om at godkende.
Hvorfor er det så kun den lille forskel mellem Nice-traktaten og forfatningsforslaget, jeg skal tage stilling til?
Hvorfor kunne jeg (altså »jeg« som almindelig borger) ikke udtale mig om helheden i dette utrolige kup, som de nationale udøvende magter har gennemført over de sidste halvtreds år, og om borgernes kontrol over de førte politikker?
Jeg kan ikke se, hvorfor man kunstigt indskrænker den tekst, der skal stemmes om, til de ca. 50 artikler, som er nye i forfatningsforslaget.
Når jeg hører fremtrædende eksperter hævde at der kun er 60 sider at tage stilling til, altså ikke andet end 50 små artikler, og at resten er noget, som allerede eksisterer og derfor uden for emnet og ikke genstand for afstemning, så tænker jeg at tiden er kommet til at vågne op.
Hvis man afviser den helhedsbetragtning, jeg taler om, hvis denne halvtredsårige periode er hellig, stemplet urørlig og uigenkaldelig, og hvis Nice-traktaten pålægges som udgangspunkt, så er forfatningsforslaget rigtig nok en »god tekst«, idet man »går frem« – men forekommer det Jer ikke at der mangler en del af bevisførelsen? At man således pålægger os at godkende en forkert vej.
Yderligere oplysninger, opdateringer, noter og bibliografi om Etienne Chouard på: http:// etienne.chouard.free.fr/Europe/Constitution_revelateur_du_cancer_de_la_ democratie.htm#_edn1