EU-forfatningen vil føre til en europæisk superstat

Uddrag af en tale, som den tjekkiske præsident holdt den 16. oktober 2003 om EU-forfatningen.
Af Václav Klaus
1. juli 2005

Den tjekkiske præsident Václav Klaus er kendt som en fremragende regeringschef og økonom – samt som en stærk kritiker af EU.

Vi bringer her en tale, som Klaus holdt den 16. oktober 2003 om EU-forfatningen. Talen indgår i hans bog »On the Road to DemocracyÆ, der er udgivet af National Center for Policy Analysis i Dallas, Texas. Bogen koster 18,95 dollars og kan fås gennem . Bogen består af en række forelæsninger og taler.

»Da jeg for adskillige år siden hørte om tanken om en europæisk forfatning, håbede jeg at det blot var europæiske centralisters og føderalisters ønsketænkning og ikke et realistisk projekt. For som en stor del af den tjekkiske befolkning ønskede jeg at EU's opbygning skulle bygge på nationale stater. Derfor troede jeg at forfatningen var unødvendig.

Så kom en uventet ændring i holdningen. Som følge af kritikken af de tusindvis af sider, der fandtes af kaotisk EU-lovgivning, samt af den uklare definition af Unionen og dens mulige fremtidige udvikling, begyndte nogle mennesker at overveje tanken om et kort dokument (som kunne kaldes en grundlov), og som ville nedfælde de grundlæggende regler for europæisk integration.

Det skulle klart definere, hvor langt denne integration skulle gå, og sætte grænser for dens fremtidige udvikling. Dermed kunne det måske standse den snigende forening af Europa, som jeg ikke var ene om at kritisere og som – siden Jacques Delors var Kommissionens formand – har været styret af bureaukraterne i Bruxelles bag ryggen af EU's befolkninger og borgerne i de enkelte medlemsstater.

Et radikalt skridt

Den såkaldte forfatning gav imidlertid et helt andet resultat. Selv om nogle tjekker såvel som europæiske politikere stadig foregiver at det blot er en tydeliggørelse af den eksisterende model for europæisk integration, og der derfor ingen grund er til at bekymre sig om den – ved det store flertal af dem, der virkelig har beskæftiget sig med den at der er tale om et radikalt skridt.

Et skridt over floden Rubicon*, som vil blive fulgt af afskaffelsen af suveræne europæiske stater med deres egne regeringer og parlamenter, som repræsenterer deres borgeres virkelige interesser i den stat, de lever i.

De grundlæggende opgaver i en sådan stat skal afgøres af den fjerne »forbundsregering« i Bruxelles, og tjekkiske borgere vil være en ganske lille bestanddel, hvis stemme (og betydning) vil være forsvindende lille. Alligevel findes der folk, som ønsker denne situation, fordi det er det Europa, de ønsker.

Ikke uundgåeligt

Vi får fortalt at dette er et Øobjektivt«uundgåeligt skridt, og at det i virkeligheden er godt. Men det er ikke uundgåeligt, fordi det er resultatet af en fri beslutning lavet af levende mennesker og ikke en fysisk lov. Vi har retten til at sige ja til det eller sige nej.

Hvis Europa ikke havde denne frihed til at træffe beslutning, ville situationen være virkelig slem.

I øvrigt er skridtet heller ikke godt. Det vil for altid svække det europæiske demokrati og uddybe det Ødemokratiske underskudÆ, som findes i alle overnationale opbygninger, og fordelene ved nationalstaten vil forsvinde.

Beslutningsprocesserne vil blive flyttet fra Prag, Madrid eller Helsinki til Bruxelles, og der vil blive skabt et stadig stærkere pres for at få en yderligere forening (eller harmonisering). Sagt på en anden måde vil man skabe en kunstig og unaturlig ensretning i Europa – hvor man vil bestræbe sig på at finde et sæt tøj, som passer til alle – tykke som tynde, små som høje.

En skadelig ensretning

Jeg går sandelig ikke imod europæisk integration. Jeg tror, det vil være godt, hvis Europa får aftaler om de samme vejskilte, de samme toldsatser fra lande udenfor og den samme beskrivelse af varer.

Jeg tror også, det vil være godt, om de europæiske lande deler de samme kulturelle og civilisatoriske værdier (f.eks. med hensyn til dødsstraf, kriminalitet, smugleri af mennesker og varer og behandling af yderligtgående organisationer).

Men da de økonomiske trin, den sociale udvikling og de kulturelle opfattelser er forskellige, vil det være skadeligt, om man indfører en ensartet europæisk »biksemad« og kræver at vi alle skal have de samme renter, skatter, sociale tilskud, økonomisk politik og udenrigspolitik, og at vi skal se de samme film, have de samme lukketider og have den samme alkoholprocent i vores øl osv.

Kun interesseret i repræsentation

Disse forhold er kernen i den løbende debat om den europæiske grundlov. Og de er samtidig tit undertrykte eller undervurderede.

Mange regeringer (også vores egen) betragter de enkelte landes repræsentation i EU's institutioner som det eneste, der har betydning. Men jeg er overbevist om at vi, hvis vi siger ja til dokumentet om EU-forfatningen, som det i dag ser ud, hvis vi forbliver stille eller falsk loyale – ja så vil vi være med til at ændre Europas historie i en retning mod en forbundsstat eller måske endda en overnational stat.

Vi skal alle se på dokumentet igen. Og hvis vi er klar over, hvad vi vil, skal vi ikke skældes ud for at være anti-europæere. Selvom vi er imod den europæiske superstat, støtter vi absolut skabelsen af et rimeligt integreret, frit og produktivt Europa.

• Rubicon er en flod sydvest for Venezia i Italien. I gamle dage var den grænsen mellem det egentlige romerske rige og den galliske provins, der lå i det nuværende Norditalien. Ingen hærfører måtte uden Senatets tilladelse overskride floden. Men i år 49 f.Kr. brød Cæsar denne regel, hvad der førte til den romerske republiks undergang. Det var ved denne lejlighed at han udtalte de berømte ord »Jacta est alia« – terningen er kastet.
  
  Print denne side