NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»Vi skal rette os efter EU-reglerne om, at fødevarerne er virksomhedernes ansvar.«
Sådan sagde den konservative forbrugerminister Lars Barfoed til Politiken den 2.10.2005, da avisen bad om en forklaring på Fødevarestyrelsens passive holdning over for den epidemi af Roskildesyge, der fulgte på indførslen af polske hindbær.
Skønt de første meddelelser om sygdommen kom allerede den 21. maj, blev hindbærrene først standset i september. Det betød, at mindst 600 mennesker blev syge, og at mindst fem døde. Alligevel gjorde Fødevarestyrelsen ikke andet end at bede importøren af hindbærrene om at trække de solgte bær tilbage. Det fandt ministeren helt i orden.
Når man læste artiklen, fik man nærmest det indtryk, at EU direkte forbød de danske myndigheder at gøre noget for at beskytte de danske forbrugere. EU gør jo så meget mærkeligt.
Men man kan som bekendt gøre skarn uret, og EU’s tre år gamle fødevareforordning (178/2002) forbyder på ingen måde de nationale myndigheder at tage et ansvar. Den opremser blot de krav, som man må stille til importørerne af fødevarer, der jo med Østudvidelsen har fået et væsentligt større ansvar, end de før havde.
Men sagen belyser det problematiske i, at EU styrer det meste af den danske lovgivning. Særlig galt bliver det, når der som i denne sag er tale om en forordning, der ikke som et direktivforslag skal udmøntes i en dansk lov. Love, der gennemføres uden offentlig debat, får sjældent den grundige behandling, som de skal have for at virke ordentligt.
Her som på andre områder betyder EU-medlemskabet, at de ansvarlige holder op med at tænke over tingene. Hvorfor gøre det, når EU ordner det hele?