EU skal bestemme om Thor Pedersens gård må stå tom

10. oktober 2005 blev bopælspligten på danske landbrugsejendomme sendt til afgørelse ved EU-domstolen. Politiet er bedt om at vende det blinde øje til overtrædelser af loven, med henvisning til EU-sagen.
Af Sven Skovmand
14. november 2005

»Ejeren skal selv have fast bopæl på ejendommen og selv drive ejendommen i det omfang, dette følger af betingelserne for erhvervelsen«.

Sådan lyder »bopælspligten« der trådte i kraft den 1. januar 1973 og som stadig står i landbrugslovens š 7, stk. 4.

Loven blev lavet for at modvirke affolkningen af landdistrikterne. Samtidig skulle den formindske risikoen for at danske landbrug blev overtaget af folk fra andre EU-lande.

Man gik ud fra at hollandske og tyske landmænd ville være mindre tilbøjelige til at købe danske landbrug, hvis det medførte at de skulle flytte til Danmark.

Da loven ramte Thor Pedersen

Da man vedtog loven, gik man ud fra at den ikke stred mod EU's regler, da den i lige så høj grad gælder danskere, som den gælder folk fra andre EU-lande.

Det fik finansminister Thor Pedersen at mærke i efteråret 2002, da det kom frem at han boede i Nordsjælland og ikke på en af de to gårde, som han havde købt i Odsherred.

Overtrædelsen førte til at Folketinget den 21. januar 2003 udtrykte en misbilligelse af ministeren og henstillede at han i fremtiden overholdt loven.

Vestre Landsrets beslutning

Men nu har EU alligevel påvirket bopælspligten. Det kan man læse i Landbrugsavisen for den 21. oktober 2005. I artiklen »Bopælspligt sat ud af kraft på ubestemt tid« oplyses det at en klage fra en tysker har ført til at loven ikke har været håndhævet siden 2004.

Tyskeren havde købt en ejendom i Sønderjylland, men havde ikke bosat sig på den, hvad den lokale jordbrugskommission protesterede imod.

Det førte til at Vestre Landsret den 24. maj 2004 besluttede at sagen skulle forelægges EU-domstolen, da loven muligvis er i strid med EU's lovgivning.

Nogle måneder senere henstillede Rigsadvokaten at alle politikredse lod være med at håndhæve loven, indtil sagen var afgjort.

Afgørelsen kan vente længe. Direktoratet for FødevareErhverv sendte først sagen til EU-domstolen den 10. oktober 2005 – altså næsten halvandet år efter at Vestre Landsret havde krævet at sagen skulle prøves. Og ifølge Elsebeth Teichert fra direktoratets arealkontor må man forvente at der går yderligere et par år, inden der kommer afgørelse i sagen.