NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Søndag den 18. december sluttede topmødet i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i Hong Kong. Topmødeerklæringen rummede mange alvorlige problemer for u-landene, og kun få og forsvindende små gevinster. Et af de områder, der blev forhandlet om, så en overgang ud til at få topmødet til at bryde sammen; forhandlingerne om tjenesteydelser under GATS-aftalen.
I flere dage var der alvorlige dønninger om GATS i forholdet mellem EU og USA på den ene side, og på den anden side store grupper af u-lande, f.eks. G90-gruppen, der tæller alle de fattigste lande.. I sidste ende bøjede u-landene sig på de fleste punkter, og det kan få alvorlige konsekvenser.
Men problemerne i vedtagelsen om GATS berører ikke kun Syd. I EU føjer den et ekstra lag på den verserende kamp om EU's servicedirektiv.
To kendetegn ved aftalen, skal i den sammenhæng fremhæves; Det første er at når et land har forpligtet sig til at liberalisere en sektor under GATS, er det nærmest umuligt at komme ud af det igen. Reformerne er fastlåst. Det andet er at når en sektor er liberaliseret, kan andre lande bruge WTO-systemet til at få fjernet flere af et lands regler for tjenesteydelser end det pågældende land kan forudse. I WTO-regelsættet forbydes det f.eks. at pålægge udenlandske leverandører flere »byrder end nødvendigt«. Den slags elastiske udtryk giver WTO's handelsdomstole (tvistbilæggelsessystemet) et stort spillerum til at fortolke reglerne.
Men dette til trods, så har GATS én fordel frem for alle andre WTO-aftaler: I princippet kan landene selv vælge, hvilke sektorer, de vil liberalisere, og hvilke de ikke vil liberalisere. Det var så netop dét, EU helst havde set helt ændret i Hong Kong. EU fik ikke alt igennem, men resultatet er alligevel bekymrende. Ikke mindst for modstanderne af servicedirektivet, der vil få to fronter at kæmpe på i 2006.
EU's problem har i de senere år været at u-landene ikke har vist meget interesse for at lægge de tilbud om liberaliseringer på bordet, som EU har ønsket. Derfor er EU og USA begyndt at angribe den fleksibilitet under GATS, der giver landene mulighed for at bestemme liberaliseringernes tempo og omfang, og i Hong Kong skete det på tre måder:
Den første og mest vidtgående var et EU-forslag: Alle u-lande, der ikke tilhører gruppen af mindst-udviklede lande (LDC), skal liberalisere yderligere i mindst 93 af 163 sektorer, mens alle i-lande skal liberalisere i mindst 139 sektorer. Det forslag faldt med et brag.
Det andet forslag gik ud på at fastlægge en række krav, der fastsætter et minimalt liberaliseringsniveau, f.eks. kræver EU at der skal kunne være udenlandsk aktiemajoritet i samtlige sektorer, og at det ikke skal være muligt at begrænse antallet af udenlandske operatører. Det blev vedtaget.
Hvor langt EU og USA når med disse vidtgående forslag, vil de kommende måneder vise. Ikke alt er afgjort endnu. Men processen i de forløbne to måneder, herunder selve topmødet i Hong Kong, har været et rystende skue i magtpolitik og manipulation, der minder om tidligere topmøder, hvor store beslutninger er taget hen over hovederne på mange u-landsrepræsentanter. Både EU, USA, embedsmænd i WTO, og lederne af forhandlingsgrupperne, ser ud til at være parate til lidt af hvert. Det gælder i øvrigt også et flertal i Folketinget helt fra SF til DF, der bakkede op om EU's linje, og på intet tidspunkt luftede skepsis offentligt.
1. Beslutningen i Hong Kong betyder at der gives høj prioritet til sektor-forhandlinger med mange lande omkring bordet. Sektorforhandlinger betyder bl.a. at landene ikke bare kan kræve liberaliseringer af andre uden at liberalisere selv. Blandt de sektorer, EU er meget opsat på at få andre til at liberalisere i er vandforsyning. Liberalisering af den sektor er ikke et populært forslag, men presset øges med aftalen i Hong Kong.
2. Vedtagelsen om et generelt højere liberaliseringsniveau i alle sektorer, herunder afskaffelse af »økonomisk behovstest«, kan betyde at den danske planlovs regler, der giver mulighed for at afvise opførelsen af et storcenter eller bare et stort supermarked, for at beskytte små lokale næringsdrivende, kan gå sin ende i møde i WTO.
3. Selv overenskomstsystemet og regler og standarder på det danske arbejdsmarked kan komme til forhandling. En fodnote i vedtagelsen i Hong Kong henviser til et dokument, hvor muligheden for at arbejdsmarkedsregler og lønforhold kan udråbes som handelshindringer. Flere u-lande vil have mulighed for at bruge deres »komparative fordel« på dette område, når deres virksomheder arbejder i andre WTO-medlemslande, f.eks. i Danmark.
Den kommende tids debat om EU's servicedirektiv, bør derfor også indtænke GATS. For der er en snæver sammenhæng. Begge dele hænger sammen med et mere liberaliseret globalt marked for tjenesteydelser. Hvis GATS-forhandlingerne fortsætter i det spor, der blev lagt i Hong Kong, vil der blive lagt et stort pres på medlemslandene for at liberalisere serviceområdet, og vejen kan blive banet for servicedirektivet. Hvis servicedirektivet vedtages, giver vi på mange områder amerikanske virksomheder nye store privilegier på hele EU's marked. Det slag står i 2006. På begge fronter.
Kenneth Haar er en af tre talsmænd for ATTAC-Danmark, og medlem af styrelsen for Tænketanken Ny Agenda.