ARTIKLER


EU vil gøre varer fra Kina dyrere

EU frygter, at indførslen af billige varer fra Kina vil true svage virksomheder i Syd- og Østeuropa. Derfor vil man nu sørger for, at varerne fra Kina bliver dyrere.
Af Sven Skovmand
7. marts 2005

Siden nytåret 2005 har Kina frit kunnet sende varer til EU uden at blive udsat for begrænsninger i de mængder, der må eksporteres. Det sker efter en aftale, der blev indgået for 12 år siden, skriver Børsen 25.2.2005

Det har ført til en sådan forøgelse af indførslen af tekstilvarer fra Kina, at en række virksomheder i især Syd- og Østeuropa har svært ved at klare sig.

Det har fået EU til at true Kina med gengældelseforanstaltninger, hvis Kina ikke begrænser sin eksport. Kina har ganske vist lovet, at man vil fordyre varerne med en afgift på eksporten, men det er ikke nok for EU-Kommissionen.

Hvis Kommissionen får sin vilje, bliver det dyrt for Danmark. Forbrugerne vil komme til at betale mere for deres varer, og den danske tekstilindustri vil ikke kunne få den fulde fordel af de dele af varerne, som man indfører fra Kina.