Flere penge til EU, men ingen garanti for reformer

Budgetkampen. Der rokkes sandsynligvis ikke ved landbrugspolitikken i de kommende otte år, og briterne vil stadig have en klækkelig rabat på medlemsafgiften til EU
Af Staffan Dahllöf
28. december 2005

BRUXELLES (NOTAT): Det vigtigste budskab fra sidste uges topmøde om langtidsbudgettet for årene 2007-2013 er ikke det samlede tal på godt 6422 milliarder danske kroner som aftalen endte med.

Det vigtigste budskab er heller ikke at budgetaftalen kom til at havne på 1,045 procent af BNI (Bruttonationalindkomsten); noget mere end udspillet fra det britiske formandskab på 1,03 procent, og noget mindre end de 1,06 procent som blev forkastet på topmødet i juni da Luxembourg var EU-formand.

Det vigtigste budskab er at selve grundkonstruktionen i EU's langtidsbudget skal til op diskussion igen 2008-2009 – selv om langtidsbudgettet løber helt til 2013.

Eller sagt på anden måde: Den grundlæggende uenighed om fornuften i EU's landbrugspolitik, og fornuften i den britiske rabat blev ikke løst. Den konflikt blev skubbet tre år frem i tiden.

En ommer?

Humlen i det 34 sider lange »finansielle perspektiv« optræder først på side 32, hvor der står at Kommissionen i 2008 skal gennemføre en fuldt ud gennemgribende eftersyn af EU's udgifter og indkomster, inklusive landbrugsstøtten og den britiske rabat.

Og hvad så?, kan man spørge.Jo, ifølge det officielle svar:

»På baggrund af et sådant eftersyn kan Det Europæiske Råd (EU's topmøde, red.) træffe beslutninger inden for alle de områder som er omfattet af eftersynet.«

Altså forfra og om igen om tre år? Ja, det er det fuldt muligt.

Men, det nok ikke særlig sandsynligt.

Usikkerheden ved værdien af den centrale eftersynsklausul har to grunde:

Den ene grund er at formuleringerne er svagere i den endelige version af budgetaftalen, end i det forslag som lå på bordet helt frem til lørdag morgen.

Formandskabet foreslog først at det eftersyn, som Kommissionen får til opgave at lave, »skal lægges til grund« for forandringer af den aftalte budgetramme.

Men i den endelige beslutning blev det til at eftersynet »skal lægges til grund« til at kommende topmøder »kan træffe beslutninger« på alle områder.

I den oprindelige versioner stod klart udtalt at eftersynet skal bruges til »videre reformer af EU's politikområder.«

I den endelige beslutning blev det udsagn erstattet med den blødere formuleringen: Eftersynet skal »tages i betragtning«.

Tjente sit formål

Den anden årsag til uklarheden er at enhver forandring af hvad topmødet nåede frem til i sidste uge, vil kræve enstemmighed mellem stats- og regeringscheferne engang i 2009, eller hvornår det kan blive.

Frankrig vil derfor have lige så store muligheder for at blokere en ny landbrugspolitik i 2009 som Storbritannien vil have til at holde fast ved den britiske rabat så længe landbrugspolitikken ser ud som den gør.

Og hvordan det politiske klima tegner sig på det tidspunkt, kan ingen i sagens natur sige noget fornuftigt om i dag.

Men eftersynsformuleringerne kom til at tjene et formål: De gav et signal om mulige politiske reformer i fremtiden, men et signal som enhver vil kunne fortolke efter eget skøn.

Konflikterne blev skubbet fremad, men der bliver sørget for det nødvendige brændstof til EU-maskineriet imens, også hvis der ikke kommer nogen ny kurs i 2008-2009.

---

Unionens frelsende Angela

EU-topmødets frelsende engel hed Merkel til efternavn. Måske. I det lukkede forhandlingsspil slipper kun udvalgte brudstykker af begivenhederne ud.

BRUXELLES (NOTAT) – Fredag nat var gledet over i lørdag morgen da EU-formanden Tony Blair kunne konstatere at det var lykkedes ham alligevel.

Det sidste britiske forslag var kommet på bordet klokken 01.20 mere end 12 timer senere end annonceret.

På det tidspunkt vekslede stemningen i korridorer og mødelokaler mellem irritation, gabende træthed, og banal kedsomhed.

Så var det hele pludseligt overstået. Tony Blair sagde at han var glad på sin egen, på Storbritanniens, og på hele Unionens vegne.

Kommissionsformand JosÈ Manuel Barroso sagde at den opnåede aftale ikke var ideel, men at nu var den der.

Det lød lidt mere smart på engelsk:

»It's not an ideal deal, but it's a deal.«

Tiden var kommet til at dele karakterer ud og fange kommentarer.

Nabogave til 100 millioner euro

Polens nyvalgte premierminister Kazimierz Marcinkiewicz, ukendt for de fleste ikke-polakker, strakte en hånd i vejret og råbte »yes, yes, yes«.

Det var mildest talt ikke helt som forventet.

Mindre end tre timer tidligere havde en af hans embedsmænd over for journalister bortdømt det kommende udspil som helt utilstrækkeligt:

»Vi ved at det ikke er godt nok for os. Vi ser frem til en fjerde forhandlingspakke.«

Det viste sig ikke helt at holde stik.

Måske fordi Angela Merkel, tysk forbundskansler på EU-topmødedebut, i en sidste solidarisk gestus sukrede det britiske udspil med 100 millioner euro ekstra til naboen i øst.

Så fik forbundskansler Merkel sikret sig omtale som topmødets reddende engel. Det var muligvis helt velfortjent.

Den tysk-fransk-spanske Merkel

I løbet af fredag eftermiddag havde kansler Merkel cirkuleret et udspil om en lidt lavere britisk rabat, og et lidt højere budgetniveau end det som lå i formandskabets eget forslag.

Udspillet blev modtaget så godt at den franske præsident Chirac indkaldte til pressemøde.

Mødets endelige formål fortabte sig lidt i det ukendte, men Jacques Chirac fik i hvert fald talt flere gange om et fælles fransk-tysk forslag, hvilket fik spanske embedsmænd til at skumle højt i hjørnerne.

Der var, sagde spanske kilder, i virkeligheden tale om et tysk-fransk-spansk forslag.

Og hvis ret skal være ret, også med tilslutning fra Østrig og Luxembourg.

Anders løb, Göran talte, og Silvio gik ind i væggen

Sådan kan man blive ved, med mere eller mindre veldokumenterede påstande om hvorfor det endte som det gjorde.

Og så var der alt det som skete, men ikke laver de helt store fodaftryk i europæisk nutidshistorie.

Som at statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte en, for ham selv, indholdsløs eftermiddag med at løbe sig en tur i den belgiske hovedstad.

Eller at Sveriges Göran Persson blev mediefavorit ved en ganske simpel men effektiv kommunikationsstrategi: At tale med journalister.

Og så gik Italiens Silvio Berlusconi bogstaveligt ind i en væg på vej til sit hotel i en forhandlingspause.

Det er vist nok sandt, om end ikke helt relevant for den endelige aftale kort før klokken tre en lørdag morgen i december.