ARTIKLER


Fogh forudser lang pause

Statsministeren forventer en lang tænkepause med hensyn til forfatningen. »Sandsynligvis forlænges den med et år,« forudser han.
Af Michael Voss
22. august 2005

EU og forfatningen er ikke det, der optager statsminister Anders Fogh Rasmussen allermest. Det fremgik tydeligt af det møde, han havde inviteret partier og EU-bevægelser til onsdag den 10. august.

For det første havde Fogh kun afsat én time til at diskutere, hvordan man kan skabe en reel politisk og folkelig debat om EU's fremtid i den tænkepause, som regeringskonferencen i juni måtte ty til efter det franske og det hollandske nej til forfatningen.

Et år til og ...

Men også på selve mødet demonstrerede Fogh tydeligt, at han ikke forventer noget særligt indhold eller noget betydningsfuldt resultat af et års debat og tænkepause.

Ifølge flere deltagere på mødet blev han på mødet spurgt, hvad der skulle ske om et år, når tænkepausen er slut. Og Fogh svarede ifølge disse deltagere:

Der er vel tre muligheder.

- Enten bliver forfatningen erklæret død om et år. Det er ikke særlig sandsynligt.

- Eller også bliver den taget frem, og der bliver arbejdet videre på den. Det er heller ikke særlig sandsynligt.

- Og så kan der ske det, at tænkepausen bliver forlænget med et år til. Det er vel det mest sandsynlige.

Hvad der så skal ske efter to år, fik statsministeren ikke lejlighed til at udlægge.

Debatten i udvalg

Med en så opgivende holdning til muligheden for at genoplive forfatningen og med så begrænsede forventninger til debatten under tænkepausen er det naturligt, at statsministeren heller ikke præsenterede nogle særlige ideer til, hvordan debatten skulle sættes i gang, og hvad den skulle føre til. Det overlod Fogh til Folketingets Europaudvalg, der skal stå for Europa-debatten under tænkepausen. - Men det er ikke meget EU-debat, vi kan sætte i gang med de begrænsede midler vi har til rådighed, siger formanden for Europaudvalget, den radikale Elisabeth Arnold til NOTAT.


Den folkelige debat går i udvalg Anders Fogh havde ikke meget at byde på da han onsdag den 10. august gik til møde med Folketingets partier samt JuniBevægelsen, Folkebevægelsen mod EU, Nyt Europa, Europabevægelsen, Udfordring Europa, Fagbevægelsen mod EU og Oplysningsforbundet DEO.

Mødet skulle diskutere hvordan vi får en bred og folkelig debat om Europas og EU's fremtid i Danmark.

Det er denne debat, som regeringslederne på topmødet i juni besluttede at bruge et års tænke-pause til, efter at folkeafstemningerne i Frankrig og Holland havde tvunget dem til at stille godkendelsen af forfatningsforslaget i bero.

Tryghed og indre marked

Med til mødet havde Fogh de fem temaer som han præsenterede tidligere på sommeren. Det er det, debatten skal handle om ifølge statsministeren:

  • Fokus på vækst og jobskabelse.
  • Et EU med færre tilskud.
  • Fuldendelse af det indre marked - også for service- og tjenesteydelser.
  • Mere tryghed og sikkerhed for borgerne.
  • Styrket EU-rolle på den globale scene.

Derudover benyttede han lejligheden til at lægge en forsigtig afstand til Tyrkiets optagelse.

Endelig foreslog han, at Folketingets Europaudvalg tager hånd om den brede debat, og han afslørede, at han ikke regner med, at der kommer noget som helst ud af et års tænkepause.

Begrænset råderum

Formanden for Europaudvalget, Elisabeth Arnold, har ikke modtaget nogen officiel henvendelse, der kommer nærmere ind på, hvad regeringen forestiller sig, at udvalget skal gøre.

»Jeg sidder jo med ved finanslovsforhandlingerne, og derfra ved jeg at der næppe bliver flere penge at gøre godt med. Det bremser Dansk Folkeparti,« siger hun til NOTAT.

»Så det er et begrænset råderum vi har for at sætte gang i store landsdækkende debat-initiativer.«