Ingen tyrkertro på EU-medlemskab

Når forhandlingerne går i gang den 3. oktober har tyrkerne ikke meget tiltro til at EU vil optage det store muslimske land i den europæiske klub. Et flertal ønsker stadig EU-medlemskab, men støtten er dalet markant over det sidste år.
Af Bertil Videt
5. oktober 2005

ISTANBUL (NOTAT) – »Laudrup«, »Sand« eller »Brian Nielsen«, der har spillet for Istanbul-klubben Fenerbahce. Det er de hyppigste reaktioner når man fortæller taxi-chaufføren eller kebab-manden at man er fra Danmark.

»Københavnskriterierne«, ofte sagt i et sukkende tonefald, er den umiddelbare association hvis man nævner København. De politiske kriterier for EU-medlemskab, der blev vedtaget på EU-topmødet i København i 1993, er benhårde realiteter i et Tyrkiet der igennem de seneste år har gennemført vidtrækkende reformer for at kunne indlede optagelsesforhand-linger med EU.

Har man ikke andet at give sig til kan man altid købe en tyrkisk avis og tælle hvor mange gange ordet »Kopenhag« fremgår.

»Vi har gjort alt hvad EU beder os om. Men de bliver ved med at finde på nye forhindringer,« siger den lokale kioskmand, idet han byder på en særlig kage i anledning af endnu en muslimsk helligdag.

»Jeg ved godt du ikke er muslim, men vi er alle mennesker og det er det vigtigste,« smiler han.

Dalende EU-støtte

»I den tyrkiske opinion har der altid været stor opbakning til EU-medlemskab. Men den har altid været kædet sammen med en dyb skepsis til om EU vil holde sit ord,« forklarer Kemal Kirisci, professor i statskundskab på Istanbuls pre-stigefyldte Bogazici Universitet og en af de mest anerkendte forskere i tyrkisk politik.

»Folk ser EU som en homogen blok, og folk bider altid mærke i de negative nyheder. Specielt de seneste måneder, hvor der har været negative udmeldinger fra Merkel, Schüssel, Chirac og Sarkozy, er tvivlen og mistroen til EU vokset,« fortsætter han.

En række meningsmålinger bekræfter Kiriscis påstand.

F.eks. viser en undersøgelse fra German Marshall Fund at både europæere og tyrkere er mindre positive overfor tyrkisk EU-medlemskab end de var for blot et år siden. Den tyrkisk opbakning til EU-medlemskab er stadig markant, men er faldet med hele 10 procentpoint til nu 63 pct.

Stol ikke på europæerne!

Engageret og med store armbevægelser fortæller Kirisci hvordan både europæere og tyrkere har en alt for forsimplet opfattelse af hinanden. Han lader sig ikke distrahere af hverken radioen med vestlig rock-musik eller den storslåede udsigt over Bosporus-strædet, der skærer midt igennem Istanbul og udgør den geografiske grænse mellem Europa og Asien.

Den omfattende reformproces for at kunne leve op til københavns-kriterierne begyndte for cirka tre år siden, men der blev for alvor sat fart på da nuværende statsminister Recep Tayyip Erdoganís AK-parti overtog regeringsmagten i marts 2003.

Kirisci mindes en meget barsk debat om hvorvidt Tyrkiet skulle iværksætte de reformer EU kræver:

»Modstanderen sagde at vi ikke skulle stole på europæerne og Vesten. De sagde at det ville være naivt at tro på dem, for EU ville aldrig have os med i deres kristne klub.«

Kirisci er forbløffet over at der indtil nu ikke har været en massiv anti-europæisk kampagne. Han mener at det for tyrkiske politiker vil være let at spille et populi-stisk anti-EU kort, ligesom flere europæiske ledere har benyttet sig af modstanden mod tyrkisk EU-medlemskab:

»At det ikke er sket, er et tegn på hvor langt Tyrkiet er kommet. Regeringen forholder sig pragmatisk til spørgsmålet og holder hovedet koldt. Men der er selvfølgelig grænser for alt,« fastslår Kirisci.

Han forudser at en afvisning fra EU vil medføre fremvækst af nationalistiske og fundamentalistiske kræfter i Tyrkiet, samtidig med at EU's troværdighed vil lide stor skade.

EU-udsigter har givet mere frihed

Der er god grund til at et stort flertal af tyrkerne ønsker EU-medlemskab. Regeringen har nemlig udrettet mirakler i Tyrkiet i bestræbelserne på at blive optaget i Unionen, mener Kirisci:

»For nogle år siden ville jeg al-drig have drømt om at Tyrkiet ville ændre sin politik overfor Cypern; jeg ville heller ikke have drømt om den slags reformer som har fundet sted overfor landets etniske mindretal som kurderne.«

Han vurderer at gennemsnitsborgeren i Tyrkiet forstår at de nu gennemlever en unik periode.

»Og hvad vi ser af reformer nu, er oven i købet vedtaget inden selve optagelsesforhandlingerne er gået i gang,« fastslår Kirisci.

»Den nye generation tyrkere oplever for første gang en sund økonomi, de har mere frihed og de ser også at Tyrkiet får mere international prestige. Måske vil de ikke indrømme det, men folk ser at disse ændringer skyldes EU og udsigterne til at blive medlem af EU.«

Kun demokratisering for mig selv

Midt i den kaotiske bydel Karakˆy sidder Volkan Aytar og arbejder noget mere konkret med Tyrkiets reformer. Han koordinerer demokratiseringsprogrammet for den pro-demokratiske NGO-tænketank TESEV – den tyrkiske fond for økonomiske og sociale studier.

Aytar mener at Tyrkiet stadig har en lang vej til at være et reelt og velfungerende demokrati:

»Der er institutionelle barrierer, nye love der skal vedtages og især skal de vedtagne reformer omsættes til handling.«

Han vurderer dog at de største barrierer let kan være sociale og mentale.

»Regeringen gør meget, men der er andre dele af etablissementet der ikke er så interesserede i reformerne. Det er f.eks. militære ledere der bliver ved med at blande sig i alskens politiske emner. Men der er også områder hvor regeringen ikke er meget for reformer,« forklarer Aytar.

Med regeringens rødder i den politiske islam er den ikke meget for at øge den religiøse frihed og f.eks. anerkende allawi-minoriteten der skiller sig ud fra landets sunnimuslimske flertal.

Aktay mener at der er en tendens til at folk kun er interesseret i demokratisering for sig selv:

»Befolkningen identificerer sig ofte på en polariserende måde. Man opfatter sig selv som sekulær versus religiøs eller som kurder versus tyrker. Folk vil have retten til at sige hvad de tænker, uden at forstå at denne ret også skal gælde for anderledes tænkende.

I stedet for at tage debatter er der en tendens til at anlægge sag mod dem man er uenige med. Vejen til EU er lang og der er meget der skal ændres i Tyrkiet, ikke kun lovgivningsmæssigt. Vi skal simpelt hen have udviklet en mere demokratisk mentalitet, der er åben over for etnisk og kulturel pluralisme.»

EU's dobbeltstandarder

Det er en udbredt opfattelse, at Tyrkiet har slugt en del kameler på vejen til EU-medlemskab. »Mange tyrkere mener at vi har gjort hvad vi er blevet bedt om, og nu ser vi at selvom vi gør alt det besværlige for EU kommer vi aldrig med i den kristne klub.

EU opererer med dobbelt standarder. Der bliver ikke stillet samme skrappe krav til andre lande som Kroatien, Bulgarien eller Rumænien.

Folk her har nu en opfattelse af at selvom vi lever op til alle kravene vil det ikke blive værdsat, og vi vil aldrig blive optaget,« forklarer Aktay.

Negativ mediedækning

Følelsen af at EU ikke behandler Tyrkiet fair gennemsyrer samfundet, og ses også hos de mest pro-europæiske tyrkere.

»Angela Merkels forslag om at give Tyrkiet privilegeret partnerskab i stedet for egentligt EU-medlemskab har skabt meget vrede i Tyrkiet. Ligesom det har skabt problemer, at EU har optaget græsk-cyprioterne uden at have fundet en international løsning på Cypern-konflikten,« siger Ilnur Cevik, der er lederskribent på det engelsksprogede dagblad »New Anatolian«. Som medlem af det regerende AK-parti står han statsminister Erdogan meget nær.

Cevik affyrer dog den skarpeste bredside mod sine kolleger i det tyrkiske medielandskab: »Medierne er selv dårligt informerede og bringer kun de negative nyheder fra Europa. Mediedækningen af både den tyske valgkamp og den franske kampagne op til folkeafstemningen om forfatningen har fokuseret på modstanden mod tyrkisk EU-medlemskab. Alle medier hævder at støtte EU-medlemskab, men i virkeligheden skader de sagen.«