ARTIKLER


Klassekamp i erhvervslivet

Striden om patent på software kan jævnføre med en erhvervslivets klassekamp, hvor patenter beskytter de store og rige, men kvæler de fattige og små. Det mener i hvert fald de små.
Af Staffan Dahllöf
19. marts 2005

Den danske softwareudviklere Maconomy A/S er noteret på Københavns Fondsbørs, har 200 ansatte og omsætter for cirka 150 millioner kroner.

Det er ikke så lidt, men i den globale IT-verden hører Maconomy til de små. Derfor havde administrerende direktør Bent Larsen inviteret sig selv til Folketingets Europaudvalg.

Det havde også repræsentanter for IT-politisk forening – ”nørderne” som de kaldte sig selv – og repræsentanter for EDB-fagforeningen Prosa.

Budskabet om forslaget til software-patent fra de selvindbudtes side til politikerne var i al enkelhed: Lad være!

»Brugerprogrammer må ikke kunne patenteres. Vi er bange for at store virksomheder stjæler dele af vort software og patenterer det. I værste fald kan det føre til at selskabet må lukke,« fortalte direktør Bent Larsen politikerne og pressen.

De nye fortryder

Påstanden at patenter primært er til gavn for store og rige med Microsoft som typisk eksempel er ikke kun dansk. Fra blandt andet Spanien og Holland og fra de nye medlemslande Ungarn, Letland, Polen og Cypern kommer lignende meldinger.

De ny lande var godt nok med til at give forslaget et første grønt lys i Ministerrådet den 18. maj sidste år, men de var på det tidspunkt mindre end tre uger gamle som EU-medlemmer.

Nu er de blevet betænkelige ved deres tidligere tilsagn. Det er kommet klarest til udtryk af Polen som stiller nye skarpe spørgsmål til direktivforslaget.

Imens er erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen meget tæt på at fortælle de små og mellemstore IT-virksomheder, hvordan verden egentlig hænger sammen og at de ikke har forstået deres eget bedste.

Bendtsen belærer virksomheder

»Uden patentmuligheden vil man ikke kunne tiltrække den nødvendige venturekapital. Det vil betyder at al IT-udvikling kommer til at foregå i USA,« sagde ministeren inden Ministerrådsmødet.

Det var Ole Tange fra IT-politisk forening ganske uenig i:

»Ventureselskaber har sjældent et kendskab til hvordan patenter virker i IT-sammenhæng. I vores verden er det ikke nogen fordel søge patent hvis man samtidig bliver blokeret i udviklingsarbejdet af andre patenter. Det er heller ikke mangel på kapital som bremser IT-udviklingen. I vor branche er omkostningerne for det at lave programmer små, men omkostninger for advokater og patentafdelinger vil ikke være til at bære,« sagde han.

Ris fra udvalg, ros fra Bill Gates

Den konservative erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen siger at han var loyal over for Folketingets Europaudvalg, da Ministerrådet i sidste uge vedtog en foreløbig godkendelse af et direktiv om software-patenter.

En bred kreds af partier mener derimod at ministeren gjorde for lidt.

Bendt Bendtsen skulle have stillet krav om at patentsagen blev taget op som et B-punkt, som indebærer diskussion, og ikke kun som et A-punkt, som indebærer godkendelse uden debat.

Det krævede alle partier, undtaget V og K, fredagen inden mødet i EU fandt sted. De fem partier krævede også at ministeren skulle være aktiv på rådsmødet.

Seeberg glad for ulydig Bendtsen

Jeg gjorde som jeg havde mandat til. Men der var bare ikke flertal i ministerrådet for den linje,« sagde ministeren da han bagefter skulle forsvare sin – muligvis manglende – indsats.

Samtidig var det konservative medlem af EU-parlamentet Gitte Seeberg, glad for at hendes partiformand ikke havde gjort, hvad han var blevet bedt om:

»Det har været en god dag for udviklere af software. Det europæiske softwarepatent er rykket tættere på, og det bør vi alle glæde os over, selv om oppositionen i Folketinget til det sidste forsøgte at spænde ben for processen i hele Europa,« sagde Seeberg samme dag som Bendt Bendtsen undlod at tage kampen i Ministerrådet .

Bill Gates glad for Fogh

En anden, som er glad for regeringens holdning, er verdens rigeste mand Bill Gates, grundlægger og ejer af softwaregiganten Microsoft.

I et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen som dagbladet Børsen har fået aktindsigt i, skriver Gates efter sig besøg i København i november:

”Jeg sætter pris på vores diskussion om vigtigheden af forskning og udvikling, og behovet for at få forbedret processen om patentbeskyttelse af intellektuelle rettigheder.”

Ifølge Børsen havde Microsoft inden mødet med Gates gjort det klart for statsministeren at patentsagen er vigtig for virksomhedens interesse for at fortsat have et udviklingscenter i Vedbæk nord for København.

Kofod redder Bendtsen

De fem partier kunne have stået fast på deres kritik og truet Bendt Bendtsen med direkte mistillid. Man sidder ikke ustraffet et mandat fra Europaudvalget overhørig.

Det blev dog ved truslen, fordi Socialdemokraterne trak i land.

»Bendt Bendtsen har forklaret at der kun var to lande som støttede Danmarks holdning. Det er ærgerligt, at det ikke lykkedes. Det har vi så taget til efterretning,« sagde Jeppe Kofod, EU-ordfører for

Socialdemokraterne, som i 2002 var med til at give regeringen et mandat at stemme ja til forslaget.

Dermed kunne historien slutte her, men gør det ikke, af flere grunde.

Én årsag er at EU-parlamentet også kører en procedure-sag om sagen.

VK+S?

I alle tilfælde vil Folketingets Europaudvalg få en chance mere til at udstyre Bendt Bendtsen med et nyt mandat, inden den endelige afgørelse i Ministerrådet.

»Det er det gode resultat i denne sag,« sagde SF’s Anne Grete Holmsgaard, efter at ministeren havde forklaret sig i et hasteindkaldt samråd i sidste uge.

»Regeringen ønsker et balanceret direktiv det kan vi nok få mandat for ved hjælp af Socialdemokraterne,« sagde den en anelse pressede Bendt Bendtsen.

»Vi udskriver da ikke nogen blanco check,« mumlede det socialdemokratiske udvalgsmedlem Niels Sindal advarende.