ARTIKLER


Kritik af EU-oplysningen taget til efterretning

Folkebevægelsen og Dansk Folkeparti fik noget ud af deres klage over at fem partiers Nationale Kompromis var med i forfatningsbog.
Af Erling Böttcher
18. marts 2005

Kritik af EU-oplysningen taget til efterretning

Folketingets EU-oplysning, der skal stå for den neutrale og redelige information om EU-forfatningen, udgav i februar forfatningsteksten, hvori man havde medtaget de fem ja-partiers synspunkter om EU-forfatningen.

Først klagede Folkebevægelsen mod EU og dagen efter klagede også Dansk Folkeparti.

Hvis ja-partiernes tekst skal trykkes i bogen, skal Folkebevægelsens 10 gode grunde til at stemme nej også med, lød det fra talsperson Ditte Staun.

Og Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard bad i et brev Folketingets formand om at skride ind:

”Den politiske aftale indeholder de nævnte politiske partiers stillingtagen til forfatningen. Jeg finder det ikke rimeligt, at de pågældende partiers holdninger repræsenteres i udgaven uden at de partier, der ikke har del i aftalen, men er repræsenteret i Folketinget, har mulighed for at redegøre for deres synspunkter.”

I mandags besluttede Folketingets præsidium at ændre udgivelsen af EU-forfatningen. Fremover vil udgivelsen med EU-forfatningen være uden de fem partiers Nationale Kompromis. Den nuværende udgave sendes dog ud, så længe lager haves.