ARTIKLER


Kun blokader kan (måske) standse polsk løn i Danmark

Et nyt register, og stop for vikarbureauer skal forhindre arbejde til østeuropæiske lønninger i Danmark. Juraprofessorer siger at Danmark har en dårlig sag, og at kun blokade af arbejdspladser vil kunne holde i EU-retten
Af Staffan Dahllöf
18. marts 2005

Den danske ”overgangsordning” for arbejdskraft fra de ny EU-lande, også kendt som Østaftalen, kan ikke bruges til at overtrumfe gældende EU-lov, mener Peter Pagh, professor i EU-ret ved Københavns universitet.

Østaftalen, som regeringen har indgået med Socialdemokraterne, SF og Radikale stiller blandt andet krav om at virksomheder fra de ny EU-stater skal dokumentere at de har faste medarbejdere, og ikke tilfældige vikarer eller daglejere.

»Men jeg mener at det er problematisk at man fra dansk side opstiller en formodningsregel, og lægger bevisbyrden på den udenlandske virksomhed. Det kan jeg vanskeligt tro at man kan komme igennem med i EF-domstolen. Der gælder fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser i EU,« siger Peter Pagh.

Bureauer og blanketter

Den faglige organisation Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT), som har advaret om at Østaftalen skrider, vurderer at flertallet af de aktuelle bygningsarbejdere fra Polen og andre nye EU-lande påkalder sig udstationering eller at arbejde som selvstændige.

Hvis det passer, så omfattes de ikke af reglerne som de fem partier bag Østaftalen har stillet op.

Efter et møde onsdag mellem beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (Venstre) og partierne bag Østaftalen blev der skabt enighed om to nye initiativer på BAT-kartellets opfordring:

– Vikarbureauer skal omfattes af overgangsordningen.

– Blanketter, som viser, at de ansatte er socialt ikrede der hvor de kommer fra, skal samles centralt af Den Sociale Sikringsstyrelse.

Jan Petersen, socialdemokratisk arbejdsmarkedsordfører siger, at han ikke på stående fod vil kunne oversætte, hvad det betyder i de aktuelle sager.

»Men det trækker i den rigtige retning, og jeg vil selv arbejde videre med et forslag om, at man skal kunne kræve ansættelsesbeviser allerede fra dag ét og ikke som i dag først efter en måned,« siger han til NOTAT.

Blokade nok OK

Professor Peter Pagh mener ikke at Danmark vil kunne holde arbejdere fra andre EU-lande ude ved hjælp af love og regler som ikke har dækning i EU-direktiver.

»Men det kan godt være at en faglig blokade ikke er i konflikt med EU-retten. Der er meget stærke argumenter for at man kan bedrive en arbejdskamp for at opnå mål som at en overenskomst skal gælde på en arbejdsplads,« siger han.

Ole Krarup, professor i retsvidenskab og medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen er enig med sin jura-kollega.

Ikke hver gang

»Det undrer mig ikke at Østaftalen ikke kan håndhæves ordentligt. Problemet er bare at klassiske blokader kræver megen energi. Det er sådan set udmærket at gå på barrikaderne en gang imellem, men det kan ikke bruges hver gang.

Så hvad ville du anbefale de faglige organisationer at gøre?

»Der er ikke rigtigt noget at gøre i et system som er bygget op på arbejdskraftens fri bevægelighed. Hvis der skulle blive tale om 100.000 arbejdere så bryder systemet sammen, og så har vi en anden situation. Men dette er en meget svær problematik at håndtere.«

De måske tilladte tiltag

Det har hidtil været god latin blandt EU-sagkyndige, at EF-domstolen nok skal holde sig væk fra at dømme i sager om strejker, blokade eller lockout.

Begrundelsen er at lønforhold, organisationsret og strejkeret er undtaget fra traktatens (og forfatningens) hovedartikel om social og arbejdsmarkedspolitik – og at EF-domstolen hidtil ikke har dømt en arbejdskonflikt ulovlig. Men det kan den muligvis komme til.

Den svenske arbejdsret behandler for tiden en konflikt hvor en arbejdsplads med lettiske bygningsarbejdere blev blokeret af svenske fagforeninger.

Her vil den lettiske virksomheds advokater få EU-domstolen ind i sagen med det formål at erklære blokaden i strid med EU-lov.

Hvis virksomheden får medhold, vil det kunne få danske følgevirkninger da Danmark har gennemført EU’s udstationeringsdirektiv på samme vis som Sverige.

Arbejdsrettens kendelse ventes i slutningen af april.