ARTIKLER


Lige for tiden mener KD...

Kristendemokraterne skal igen tage stilling til EU-forfatningen. Det klæder ikke partiet med de mange skiftende holdninger, siges det i kommentaren.
Af Erling Böttcher
1. april 2005

Som omtalt på forsiden skal Kristendemokraternes hovedbestyrelse lørdag tage stilling til et forslag om at ændre partiets mening om EU-forfatningen.

Siden september har partiet anbefalet et nej. Efter i morgen anbefaler partiet måske et ja. Og om nogle måneder anbefaler partiet måske igen et nej – hvem ved?

De EU-ivrige i partiet afslører desværre med deres forslag den foragt for demokratiske processer, som tilsyneladende er så etableret en del af fremgangsmåden ved danske folkeafstemninger om EU. De er utilfredse med partiets afgørelse, ergo må man da bare stemme igen – og igen og igen – indtil der bliver stemt ’rigtigt’.

Undskyldningen for forslaget om ny afstemning i hovedbestyrelsen er at der er kommet et nyt Nationalt Kompromis. Det er naturligvis et skalkeskjul. Ja-partiernes indbyrdes Nationale Kompromis ændrer ikke EU-forfatningen. Med Foghs og Helvegs ord dækker den blot ja-partiernes politik, sådan som den ville være, også uden SF’s deltagelse. Det stod klart længe før såvel SF som KD’s hovedbestyrelse tog stilling til EU-forfatningen.

Det klæder ikke det lille, men medlemsmæssigt stærke midterparti at sjakre med beslutningerne på den måde. Kanske at et af argumenterne for at omgøre nej’et er at man ikke kendte nok til at træffe beslutning i september. Men hvem kan så – helt uanset udfaldet af hovedbestyrelsens afstemning lørdag – have tillid til at de nu trufne beslutninger i partiet er sket på et sagligt og velfunderet grundlag?

I bagklogskabens lys burde afgørelsen have været lagt ud til medlemmerne, i stedet for at være styret af at feje uenigheder under gulvtæppet før et folketingsvalg.

Det er ikke for sent endnu. Konsekvensen af hovedbestyrelsens slingren bør være en SF-model med en medlemsdebat og medlemsafgørelse om EU-forfatningen.