ARTIKLER


Må det danske flag være i mødesalen?

En gruppe af Parlamentets medlemmer har tilladt sig at stille nationale flag på deres borde i mødesalen. Parlamentets ledelse ved ikke, hvad man skal gøre.
Af Sven Skovmand
29. januar 2005

En gruppe af EU-parlamentets medlemmer har skabt problemer for institutionens ledelse. De har nemlig tilladt sig at stille deres hjemlands flag på bordene foran deres plads i mødesalen.

En sådan national tilkendegivelse er naturligvis ildeset i en mødesal med blå flag og gule stjerner.

Parlamentets ledelse havde da også sat spørgsmålet på dagsorden ved administratorernes møde i sidste uge under overskriften »Nationale flag på bordene?« Men da der ikke forelå nogen indstilling til sagen, blev spørgsmålet foreløbig udskudt.

Man håber åbenbart at problemet bliver løst ved at de genstridige parlamentarikere bliver trætte af at stille deres flag på bordene. Det tager jo plads op for de papirdynger, som Parlamentet velsigner medlemmerne med.

Vi synes nu at protesten skal fastholdes, så EU-parlamentet bliver tvunget til at tage stilling til sagen. Og skulle det ende med at Dannebrog forbydes sammen med de andre flag, kan vi sige med en let omskrivning af Peter Fabers ord i »Dengang jeg drog af sted«:

»Og den har EU hånet og trådt den under fod; nej dertil er vor fane for gammel og for god«