ARTIKLER


Microsoft tabte første omgang

EF-Domstolens 1. instans har sagt nej til Microsofts anmodning om, at Kommissionens kendelse ikke skal have virkning, før Domstolens endelige kendelse foreligger.
Af Sven Skovmand
11. januar 2005

Den danske dommer Bo Vesterdorf bestemte den 22.12.2004 i EF-Domstolens 1. instans, at EU-Kommissionens krav til IT-giganten Microsoft skal stå ved magt, indtil EF-Domstolen har taget endelig stilling, oplyste Politiken 23.12.2004

Kommissionen krævede den 24. marts 2004, at Microsoft skal betale en bøde på cirka 3,5 milliarder kroner og fremstille Windows-programmer, som ikke indeholder medieafspilleren Mediaplayer, der gør det muligt at afspille levende billeder og musik på computeren. Desuden skal Microsoft give en række hemmeligheder om sit styresystem videre til konkurrenterne.

Kommissionen mener, at Microsoft misbruger sin ledende stilling på markedet til at knuse al konkurrence og vil have denne situation bragt til ophør. Om kravene vil kunne føre til dette resultat er dog efter de fleste eksperters mening temmelig usikkert.

Men Microsoft skal i hvert fald betale bøden og udlevere sine koder. Derfor havde firmaet rejst krav ved EF-Domstolens 1. instans om, at kravene skal stilles i bero, indtil EF-Domstolen til sin tid skal behandle Microsofts klage over Kommissionens beslutning.

Dette krav blev altså afslået af Bo Vesterdorf.