ARTIKLER


Muslimsk parti vil melde sig ind i kristendemokraterne

Der er religionen til forskel. Det forhindrer ikke Tyrkiets islamisk inspirerede regeringsparti at søge om optagelse blandt EU’s kristendemokrater.
Af Staffan Dahllöf
10. januar 2005

I januar tager ledelsen for EPP (Det Europæiske Folkeparti) stilling til om man vil lade det tyrkiske regeringsparti AKP ind i varmen som observatør.

Det er EPP’s formand, den tidligere belgiske premierminister Wilfried Martens åben for.

»De accepterer vores program, så det er åbenlyst at vi kan samarbejde,« sagde Martens til avisen European Voice i oktober.

EPP er mest kendt som kristendemokraterne i europæiske sammenhæng. EPP udgør sammen med de britiske konservative og danske Gitte Seeberg (K) partigruppen EPP-DE med 268 pladser i EU-parlamentet.

EPP-DE er dermed den største af de syv partigrupper.

DF som tyrkisk venstrefløj

I Tyrkiet og i udlandet betegnes regeringspartiet AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) oftest som ”moderat muslimsk”.

Hvor moderat eller hvor islamisk partiet er findes der mange meninger om – også i Tyrkiet.

Fra dele af den tyrkiske venstrefløj kan man høre advarsler om at AKP’s skjulte dagsorden skulle være helt på linje med, hvad for eksempel Dansk Folkeparti siger og mener.

Partiformanden, statsminister Recep Tayyip Erdogan omtaler selv AKP som et ”borgerligt konservativt parti, baseret på etiske værdier”.

For AKP er kontaktforsøgene til EPP et led i bestræbelserne på at få Tyrkiet optaget i EU, blandt andet fordi EPP indeholder nogle af de mest indædte Tyrkiet-modstandere i Parlamentet.

Buttigliones ukendt sider

For EPP vil AKP (på meget lang sigt) være klart interessant af rent magtpolitiske grunder, hvis AKP stadig er det største tyrkiske parti ved et eventuelt EU-medlemskab i fremtiden.

Men der findes også andre berøringspunkter på trods af de forskellige trosretninger, eller måske lige frem på grund af dem.

Det kan illustreres af en udtalelse fra den nu forhenværende italienske kommissærkandidat Rocco Buttiglione.

Den italiensk kristendemokrat Buttiglione, som blev pebet ud af Kommissionen for at være alt for katolsk i sine holdninger, har blandt andet sagt:

»Der skal bygges en bro mellem tradition og modernitet. I lande som Italien og Tyskland er det sket ved Kristendemokraterne og i Tyrkiet ville AKP kunne få den rolle.«

Krigsmodstand

Til Rocco Buttigliones mindre kendte sider i mediebilledet hører også hans kritik af det USA-ledede angrebskrig på Irak.

Her er det ikke nødvendigvis religionen, eller højre-venstre linjer som skiller vandene.

I forhold til Irak står på den ene side den katolske pave Karol Wojtala, hans politiske rådgivere Rocco Buttiglione, og en samlet tyrkisk opinion inklusive AKP.

På den anden side finder man George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen.