NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
JuniBevægelsens landsmøde den 2.april blev uundgåeligt præget af at bevægelsens ”mor og far”, som det blev udtrykt, gik ud efter 13 år i ledelsen.
Der blev sagt mange pæne ord og farvel og tak til de to tidligere frontfigurer Niels I. Meyer og Drude Dahlerup, hvoraf sidstnævnte allerede for tre år siden gik af som talsperson.
Den politiske linie fra landsmødet endte med en opbakning til Hanne Dahls og Jens-Peter Bondes pragmatiske europæiske reform-linie, som det stod klart at en mindre del af ledelsen ikke brød sig om og derfor valgte at forlade landsledelsen, men dog ikke JuniBevægelsen.
Jens-Peter Bonde supplerede med ordene:
”JuniBevægelsen er en europæisk reformbevægelse. Vi går ikke efter særlige danske undtagelser og små musehul. Vi ønsker åbenhed, nærhed og demokrati for alle borgere i Europa. Europa fortjener bedre. For eksempel en samarbejdsaftale, som i sin kerne kan forstås og forklares lige så enkelt som den danske grundlov.”
Om JuniBevægelsens placering i det politiske billede, erklærede Hanne Dahl:
”Vi skal forklare at vores nej ikke er et højreorienteret nej. Vores nej er heller ikke et venstreorienteret nej. Vores nej er heller ikke et nej, der sigter på at vi skal udmeldes. Vores nej er et europæisk og demokratisk nej,” sagde hun, og slog til lyd for at målet må være blandt andet at få åbnet dørene (åbenhed), få en meget klar beslutningsdeling (nærhed) og få tæmmet kommissionen (demokrati).
Det er den såkaldte ånd, åbenhed, nærhed og demokrati, som er JuniBevægelsens projekt.
”Vi ønsket et andet og langt mere demokratisk Europa end det forfatningen lægger op til,” sagde Hanne Dahl.
Allan Andersen, 27 år, Århus, studerende Århus dag- og aftenseminarium, medlem af SF
Bent Hindrup Andersen, 60 år, Endelave, agronom/forsker, tidligere medlem af EU-parlamentet for J, tidligere MF for Enhedslisten
Finn Ellegaard, 55 år, Allingåbro, forlægger, tidligere direktør for Notat Grafisk.
Pelle Geertsen, 24 år, Albertslund, studerende RUC, medlem af Socialdemokratiet
Kristian Groth, 27 år, Århus, medicinstuderende,
Bjarke Lyster, 27 år, Århus, historiestuderende, medlem af Venstre
Arne Petersen, 40 år, Slagelse, tømrer, faglig tillidsmand i Træ-Industri-Byg, arbejder aktivt med sager om løndumping af udenlandske arbejdere
Finn Teilmann, 55 år, Ølstykke, selvstændig
Hanne Dahl, 34 år, Aars, præst i frimenighedskirke, ordfører for JuniBevægelsen, 1.suppleant til EU-parlamentet
Annie Hagel, 55 år, Snekkersten, cand.mag. og journalist
Charlotte Ryø, 48 år, lærer, sundhedsekspert
Ulla Sandbæk, 62 år, Birkerød, præst, tidligere medlem af EU-parlamentet (1999-2004)
Anette Storgaard, 49 år Århus, lektor ved retsvidenskabelig institut Århus Universitet
Julie Albeck, 31 år, psykolog, Århus, medlem af De Grønne
”I vores model vedtages hovedparten af alle love af de nationale parlamenter. Her tæller vi fortsat til 90.
For grænseoverskridende emner, hvor vi ikke selv kan lovgive effektivt, giver vi alle lovforslag den samme behandling som rent danske lovforslag.
Det indviklede opstår derfor først, når et flertal i folketinget er uenige med flertallet i Bruxelles. Men selv her har vi et forslag, som er til at forstå.
Hvis vi er utilfredse med hende, kan vi skifte hende ud. På samme måde, som vi kan udskifte enhver dansk minister.
Kommissionen bliver nu et tillidsmandskollegium for de nationale vælgerkorps og parlamenter. Det er ingen garanti mod tosserier, men det placerer ansvaret – og mulighederne – hos os vælgere.
I ministerrådet giver vi hvert lands minister en stemme hver, og vi kræver, at 75 % af landene som hovedregel skal være enige om en ny lov. Det er ikke skiftevis 55 % eller 72 % eller 80 % .
Der er i vores model kun et tal, man skal huske, ligesom vi i Danmark skal kunne tælle til 90.
Vi foreslår også, at alle love skal vedtages af et almindeligt flertal i EU-parlamentet. Hvis EU-parlamentet forkaster et lovforslag, kan det ikke vedtages.
Magten til at lovgive er så tilbage hos de nationale parlamenter, der selv kan beslutte, hvad der skal være lov.
Vi giver også landene en vetoret i virkeligt vitale sager. Sagerne skal så rejses på næste topmøde.
Det er et passende kompromis mellem flertalsbeslutningernes effektivitet og hensynet til de enkelte folks demokratier.
Er det fuldstændig urealistisk?
I EU-konventet fik jeg 200 underskrifter på åbenhedsforslaget. Samtlige folkevalgte medlemmer skrev under. Alle medlemmer fra EU-parlamentet, bortset far en fransk socialist. 23 af 28 regeringer skrev også under, men ikke den danske.
Fogh-regeringen vil gerne bevare kravet om åbenhed som en dansk mærkesag. Den skulle dog nødig vedtages.
Vi lægger os ikke ud med Frankrig og Tyskland, som er de to udslaggivende lande, der ikke vil være med til åbenheden.
Deres udenrigsministre ville godt, men ikke deres embedsmænd, så JuniBevægelsens forslag er ganske rigtigt urealistiske – indtil vælgerne fortæller dem noget andet.”