Nej til »ultra-liberalisme«

De franske kritikere af forfatningen findes helt inde i præsident Chiracs eget parti. Forfatninger skal ikke bestemme politikkens indhold, siger en af dem, Nicolas Dupont-Aignan.
Af Staffan Dahllöf
3. maj 2005

Det er fordi Frankrig har tabt sin selvtillid. Eller fordi Bruxelles ikke længere er Frankrigs forlængede arm. Og i øvrigt stemmer franskmændene til hver en tid imod den siddende regering, hvad folkeafstemningen end måtte handle om.

Sådan lyder nogle forklaringer på at det kan ende med et fransk nej til EU-forfatningen den 29. maj.

Fælles for de fleste af de forklaringer er udgangspunktet om at her er noget som de franske vælgere ikke har forstået.

Det er Nicolas Dupont-Aignan ikke enig i, af flere grunde.

Han selv er fransk vælger, og medlem af det franske parlament for det borgerlige, og gaullistiske, parti UMP, som også er præsident Jacques Chiracs parti.

Fire franske fornemmelser

Men Nicolas Dupont-Aignan er til forskel fra sin præsident modstander af EU-forfatningen, beskrevet i bogen »J'aime l'Europe, je vote NON« (Jeg elsker Europa, jeg stemmer nej).

»Min hovedpointe er at den Union man nu prøver at konstruere, ikke svarer til sin tid. Men presser man på alligevel så vil folk revoltere,« siger Nicolas Dupont-Aignan, som besøgte Danmark i sidste uge.

Dupont-Aignan konkretiserer sin modstand mod forfatningen med fire grunde som ikke helt passer ind mønstret i den danske EU-debat:

– Forfatningen åbner op for et tyrkisk medlemskab af EU.

– Flere områder vil blive dækket af flertalsbeslutninger.

– Forfatningen lægger op til en ultra-liberal samfundsmodel.

– Forfatningen giver NATO en nøglerolle i forsvaret af Europa.

Hellere Nordafrika end Tyrkiet

Modstanden mod Tyrkiet har i og for sig også en dansk klangbund, men det er ikke det muslimske Tyrkiet som Nicolas Dupont-Aignan vil holde udenfor EU.

»Det er fordi Tyrkiet er begyndelsen af Asien. For mig er det mere nærliggende med Maghreb-landene (Marokko, Algeriet, Tunesien) som EU-medlemmer,« siger han.

Argumentet om at forfatningen giver NATO en nøglerolle og at det er en grund til at stemme nej, passer endnu dårligere ind i de danske debatmønstre, når det leveres af en borgerlig politiker.

Endelig er Nicolas Dupont-Aignans kritik af forslaget til servicedirektiv og det han kalder for ultra-liberalisme, ikke noget man umiddelbart forbinder med danske holdninger til højre for midten.

Europa som et supermarked

»Forfatningen er ikke et relevant svar på globaliseringen. Det er en forfatning for japanske og amerikanske virksomheder. Det forfatningen gør, er at lave Europa om til et supermarked,« siger den franske gaullist.

Nicolas Dupont-Aignan repræsenterer et mindretal i sit eget parti. Hans kritik af forfatningen er måske ikke typisk, idet den franske forfatningskritik er stærkest på venstrefløjen.

Men en fællesnævner for kritik fra højre og venstre i Frankrig er at EU-forfatningen ikke kun sætter ammer for, hvordan europæisk politik skal udfolde sig, men også i hvilken retning.

»Det er rigtigt at den ultra-liberalisme, som jeg kritiserer, allerede eksisterer i traktaten og i EU-lovgivningen. Men indskrevet i forfatningen bliver den politik helligkåret. Forfatninger skal i det hele taget ikke sige noget om politikkens indhold,« siger Nicolas Dupont-Aignan.

Unionen er vokset fra Frankrig

»Nej, jeg er ikke forbavset over meningsmålingerne, det var hvad jeg selv sagde sidste sommer. Jeg kommer selv i Frankrig flere gange om året og har set og hørt de sociale protester, og protesterne imod korruptionen. Dertil kommer protesterne mod statsdannelsen,« siger Ulla Holm, seniorforsker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier).

I en ny rapport beskriver hun baggrunden for de meningsmålinger som på stribe har peget på mulighederne for et fransk nej til EU-forfatningen.

Ulla Holms korte budskab er at det ser ud til at blive et nej på grund af den borgerlige regerings økonomiske og sociale politik.

»Når du skriver til NOTAT skal du være klar over at det socialistiske nej i Frankrig er et nej, fordi man mener at der er for lidt EU i forfatningen,« siger hun.

I forlængelsen af Paris...

Men Ulla Holms beskrivelse af det politiske landskab i Frankrig gør det samtidigt klart at hverken Frankrig eller EU længere er hvad Frankrig og EU har været.

Unionen er vokset fra sin grundlægger. Blandt 25 lande fylder Frankrig langt mindre end blandt 15, for ikke at tale om blandt de oprindelige seks EF-stater.

Alle de store partier i Frankrig har delt en uvilje mod EU-udvidelser, og ikke kun imod en udvidelse med Tyrkiet.

Årsagen er en frygt for udvanding af den franske indflydelse. Det afspejler et fransk syn på EU som er fælles for partierne fra højre til venstre:

»Europa skal kunne alt det som Frankrig ikke længere kan. Ved at ønske mere EU så overfører og forstærker man det franske statsbegreb på en andet niveau,« siger Ulla Holm.

Elite uden visioner

Dette fælles udgangspunkt fører til et ja til de fleste af de politiske tiltag i EU; ja til fælles forsvar og sikkerhedspolitik, til sociallovgivning, til skatteharmonisering, så længe disse tiltag er i overensstemmelse med franske interesser.

Men en forfatning, som stemmemæssigt svækker Frankrig i forhold til Tyskland, som stadig kræver enstemmighed for skatte- og sociallovgivning, og hvor krav på afregulering og privatiseringer truer statslige franske interesser vækker ikke den store begejstring i den politiske elite.

Det mulige franske nej til forfatningen er til dels en følge af politisk lammelse på ja-siden:

»Den franske politiske elite har været og er stadig ude af stand til at komme op med en vision, der tildeler Frankrig en stor rolle i det »store« EU. Den har kun kunnet tænke en position for Frankrig i et »lille« EU.

Dermed har den også selv banet vejen for stor modstand mod EU,« skriver Ulla Holm i sin analyse.

Magtbalancer

Konklusionen i hendes rapport er at et fransk nej til forfatningen vil udløse hvad hun kalder for gaullistiske magtbalancepolitikker.

»Med det mener jeg at Frankrig vil forsøge at opnå alle mulige alliancer på kryds og på tværs: Med Storbritannien om forsvar, med Italien og Spanien om retspolitik. Og måske med Tyskland om økonomi. Men der vil Tyskland have et problem. Jeg ser det som en risiko, fordi Frankrig vil prøve at spille landene ud imod hinanden, men det er alt andet end sikkert at de andre vil være med til det,« siger hun.

Et er i hvert fald sikkert, hvis det bliver et nej fra de franske vælgere den 29. maj:

»Frankrig vil aldrig affinde sig med en »dansk undtagelse« for eksempel på det sociale område. Det er et fuldstændigt urealistisk perspektiv,« siger Ulla Holm.