NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Aftalen var ikke særlig præcis, men på ‚t punkt var den ganske klar. Fra 1986 skulle arbejdstagere fra de to lande have fri adgang til EU’s arbejdsmarked – en beslutning som det danske udenrigsministerium gjorde sit bedste for at skjule op til folkeafstemningen om det danske medlemskab i 1972.
Grækenland blev i 1981 fuldt medlem og kom derved med i EU’s arbejdsmarked. Aftalen med Tyrkiet blev derimod ganske glemt. Mens der i 1963 havde været fuld beskæftigelse, var der i 1980’erne stor arbejdsløshed. Ingen ønskede i denne situation at få millioner af lavtlønnede tyrkere ind over grænserne.
Heller ikke den senere aftale om indgåelse af en toldunion med Tyrkiet har sat sig større spor i virkeligheden, blandt andet fordi Grækenland til stadighed har langt hindringer i vejen.
Man kan derfor med en vis rimelighed formode at topmødets kommende beslutning om Tyrkiet ikke vil ændre forholdene ret meget. Næsten lige meget, hvad der sker, vil man finde på nye begrundelser for at udskyde et endeligt medlemskab. Og det kan kun forpeste forholdet mellem EU og Tyrkiet.
Hvorfor kan EU-landene ikke indrømme at de ikke er indstillet på at have Tyrkiet som medlem? En sådan erkendelse kan danne baggrund for at man får etableret en frihandelsaftale med Tyrkiet, der giver landet de økonomiske muligheder, som det fortjener, og som det i virkeligheden langt bedre vil kunne få uden for EU end som EU-medlem.
Det skyldes først og fremmest at man vil kunne undgå den storstilede udvandring fra Tyrkiet, som ifølge diverse undersøgelser vil blive følgen af EU-medlemskabet. En udvandring, som kan dræne Tyrkiet for kvalificeret arbejdskraft og sætte landets udvikling mange år tilbage.