ARTIKLER


Nyt EU-nævn med ja-sigere

To kritiserede politikere er ude af EU-nævnet og et nyt nævn startede på arbejdet i mandags.
Af Erling Böttcher
30. juni 2005

Kirsten Jensen (S) og Pia Olsen (SF), som er blevet kritiseret for inhabilitet (se NOTAT 2.6) er ikke længere medlemmer af Nævnet for fremme af Debat og Oplysning om Europa (EU-nævnet).

I stedet har undervisningsminister Bertel Haarder nu udpeget et nyt nævn.

Nye medlemmer bliver tidligere folketingsmedlem for Konservative, Eva Møller, og sekretariatslederen fra det grundtvigske Kirkeligt Samfund, Hans Grishauge. Endelig er Britta Schall Holberg fra Venstre blevet erstattet af partiets tidligere folketingsmedlem, Inge Dahl Sørensen. Formanden, tidligere MF for Socialdemokraterne Claus Larsen-Jensen, fortsætter, og det samme gør den enlige EU-kritiske repræsentant, Marcus Schmidt.

Det giver fortsat et nævn bestående af fire EU-tilhængere og en enkelt EU-kritiker i Marcus Schmidt. Dog, tilføjer Hans Grishauge, der er medlem af Det Radikale Venstre, at han ikke endnu havde taget stilling til EU-forfatningen.

Habilitetsproblemer

I NOTAT 2.6.2005 kritiserede to eksperter, professorerne Tim Knudsen og Lars Bo Langsted, EU-nævnet for at have problemer med habiliteten. Kirsten Jensen og Pia Olsen er medlemmer af Nyt Europa, som sammen med Europabevægelsen alene fik alle organisationspengene, mens alle EU-kritiske organisationer blev afvist.

Talsperson for Socialister mod Traktaten, SMOT, Mikael Hertig, erklærer sig tilfreds med at Kirsten Jensen og Pia Olsen ikke længere sidder i Nævnet:

»Personligt havde jeg helt igennem foretrukket uvildige, kvalificerede personer uden for det politiske miljø i et nævn som dette. Man kunne have taget højskolefolk, præster – eller hvis fantasien rakte til det – landsdommere eller så. Men det væsentlige her er nu engang at der ikke sidder personer og fordeler midler til sig selv.«

Enhedslistens Europaordfører er fortsat kritisk og vil holde et vågent øje med Nævnet:

»Vi mener principielt at der burde være en ligelig sammensætning af Nævnet. Det ville også være rart med en repræsentation af venstreorienterede EU-kritikere,« siger han til NOTAT.

Det nye EU-nævn var til sit første møde mandag den 20. juni, og skal fredag den 24. juni have fælles møde med Folketingets Europaudvalg om EU-oplysningspengene og Nævnets rolle.


EU-nævnet sender penge til EU-kritikere

Den hårdt kritiserede pengefordeling bliver nu ændret lidt, så tre nye organisationer får smuler fra de riges bord.

Oplysningsforbundet Demokrati i Europa (DEO), samt de to EU-kritiske organisationer Udfordring Europa og Fagbevægelsen mod Union kan nu se frem til hver især at få 133.000 kr fra EU-nævnet, hvert år i de næste år, til brug for deres arbejde.

Det blev resultatet af en ekstra ansøgningsfrist den 1. juni. De tre organisationer opfyldte ikke i første omgang kravet om at have mindst 350 registrerede og revisorgodkendte medlemmer. Det krav blev offentliggjort 4. april med ansøgningsfrist 14. april.

Det er nu på plads, og dermed har organisationerne i denne uge fået tilsagn om at de må deles om de sidste 400.000 i puljen til støtte for organisationer med EU-debat som hovedformål. 1,8 millioner har Nævnet i forvejen fordelt ligeligt mellem Europabevægelsen og Nyt Europa.

Måtte vente til 2008

De nye tilsagn kommer efter hård kritik af Nævnest afvisning af samtlige EU-kritiske eller neutrale organisationer efter den første frist.

Afvisningen ville have betydet at ingen nej-organisationer kunne komme i betragtning før i år 2008 – længe efter at EU-forfatningen var ventet vedtaget.

De rige i EU-oplysningssammenhænge er dog fortsat de politiske partier på ja-siden, samt de to organisationer Europabevægelsen og Nyt Europa, hvoraf sidstnævnte målt i tilskud pr.medlem bevæger sig helt i luksusklassen. Det ændrer heller ikke de nyeste udspil på.

De to parlamentatisk repræsentede nej-bevægelser får kun det halve hvert år.

Fordelingen fik 5 forskellige EU-kritiske organisationer til i samlet flok at protestere over for Europaudvalget fredag den 27. maj. I delegationen deltog Hanne Dahl og Jens-Peter Bonde, JuniBevægelsen, Ole Krarup og Poul Gerhard Christiansen, Folkebevægelsen mod EU, Mikael Hertig, Socialister mod Traktaten, SMOT, Ole Jensen, Fagbevægelsen mod Unionen, Trine Pertou Mach, Udfordring Europa

Uacceptabelt

Til mødet havde Folkebevægelsens landssekretær Poul Gerhard Kristiansen udarbejdet en skriftlig redegørelse til Folketingets Europaudvalg (se boks).

Der faldt hårde ord fra blandt andet JuniBevægelsens Hanne Dahl: »Vi kan ikke acceptere Nævnets fremgangsmåde. Nævnet ikke har været sin opgave voksen og har foretaget en politiserende penge-fordeling«.

Enhedslistens Europa-ordfører, Rune Lund, bakker op:

»Vi skal have en helt anden fordeling af de penge. I virkeligheden burde Nævnet give flest penge til nej-siden, i lyset af at nej-siden i forvejen er de fattigste. Men i det mindste bør der være en ligelig fordeling.«

Selv om der nu er ændret i Nævnets sammensætning, er Lund fortsat skeptisk:

»Når man har et ja-synspunkt har man også nogle bestemte briller på, når man skal kigge på ansøgninger. Vi synes at der burde være en mere ligelig sammensætning af et sådant nævn,« siger han til NOTAT.

De mange klager over EU-nævnet indgår indirekte i dagsordenen, når det nye EU-nævn efter NOTAT's deadline holder fællesmøde med Folketingets Europaudvalg fredag den 24. juni.

6 klagepunkter

Folkebevægelsens landssekretær, Poul Gerhard Kristiansen, samlede i en redegørelse den 27.maj klagepunkterne op over for Folketingets Europaudvalg:

1. Historisk har der altid i Danmark været en meget stor forskel på holdningerne til EU i henholdsvis Folketinget og i befolkningen. Bl.a. i det tidligere EU-nævn, har man været helt klar over dette og taget hensyn til dette.

2. Det er grotesk at JuniBevægelsens og Folkebevægelsen mod EU får det halve af, hvad Europabevægelsen og Nyt Europa uden parlamentarisk repræsentation har fået fra organisationspuljen.

3. Der har været tale om et helt uacceptabelt forløb med hensyn til fastsættelse af regler, tidsfrister og information.

4. Vi skønner at Nævnets pengefordeling giver tilhængerne næsten 13 kroner for hver 1 krone kritikere eller modstandere får.

5. Selv til enkeltstående arrangementer er der bevilget tre gange så meget til ja-ansøgninger som til nej-ansøgninger, og også her har Europabevægelsen og Nyt Europa fået bevillinger.

6. Skævt sammensat nævn, med alvorlig overrepræsentation af ja-sigere, og åbenlyse habilitetsproblemer.

SMOT fastholder sag ved ombudsmanden

Socialister mod Traktaten, SMOT, er ikke nået op over de krævede 350 medlemmer, og er derfor ikke i betragtning til at få støtte fra EU-nævnets organisationspulje. Alligevel fastholder SMOT den klage over EU-nævnet, som organisationen har sendt til Folketingets Ombudsmand.

SMOT mener ikke, kravet om 350 medlemmer er usagligt eller forkert, men har klaget over at medlemskrav og andre krav først blev offentliggjort 10 dage før ansøgningsfristen. Det ville ikke give andre end de gamle organisationer Nyt Europa og Europabevægelsen en chance for at nå at leve op til regler og betingelser for støtte.

»Vores væsentligste materielle indvending er at håndteringen fortsat favoriserer eksisterende bevægelser og slet ikke er fleksibel overfor forandringer i befolkningens holdninger eller i foreningsstrukturen,« siger talsperson for SMOT, Mikael Hertig.

»Når SMOT fastholder sin klage til Ombudsmanden, skyldes det ikke det første afslag. Vi har ikke været i nærheden af de 350 medlemmer 1. juni og har derfor ikke søgt anden gang. Derimod finder vi at der er brug for os i de senere faser. Vi regner med at nå de 350 medlemmer senest til jul. Men der er tale om tre-årige bevillinger. Det er administrativt enkelt for Nævnet, men ikke særligt imødekommende over for forandringer i samfundet.