NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Jeg skulle møde op i politihovedkvarteret, fordi de ville afgøre hvilke materialer de skulle aflevere tilbage og hvilke de ønskede at beholde – ud af de 17 kasser med dokumenter – mit samlede arkiv – som de havde fjernet.
Under mødet talte jeg med den ansvarlige politiefterforsker, Philippe Charlier:
»Hvorfor gennemgår du alle disse prøvelser,« spurgte han mig.
»Hvorfor giver du os ikke bare navnet på din kilde i EU's anti-svindel kontor (OLAF)?«
»Hvis jeg gjorde det, ville min karriere som journalist være slut,« forklarede jeg.
»Mine kilder ville tørre ud. Ingen vil nogensinde igen give mig fortrolige oplysninger.«
»Hvorfor,« spurgte Charlier. »OK, du ville have svigtet én kilde. Men det ville ikke forhindre dig i at få adgang til alle mulige officielle informationskanaler.«
»Hvilken slags journalistik ville det være, hvis jeg kun kunne basere mine artikler på officielle pressemeddelelser og på hvad de, der regerer os, siger?«
Charlier smilede igen. Jeg var ikke sikker på at han forstod hvad jeg sagde. Det er ikke altid nemt at forklare, hvorfor beskyttelse af kilder er altafgørende for journalister.
Kampen for kildebeskyttelse hænger direkte sammen med et spørgsmål, der er fundamentalt i et åbent demokrati. Hvem kontrollerer informationsstrømmen?
Skal regeringer, bureaukratier og store virksomheder selv afgøre hvilke informationer der er offentligt tilgængelige og hvilke der ikke er? Eller skal borgerne have en chance for at modtage informationer ad andre kanaler?
Frie og demokratiske samfund kan kun høste fordel af en fri informationsstrøm og dermed af kildebeskyttelse. Hemmelighedskræmmeri, på den anden side, er kun til fordel for magthavere og for dem der har noget vigtigt at skjule.
Det er derfor, at magthavere – i Washington, Bruxelles eller Berlin – ofte går til det yderste for at finde ud af, hvem der har viderebragt pinlige oplysninger.
Jeg har rejst en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg mod Belgien – og mod EU-kommissionen ved EU-domstolen i Luxembourg.
Men det vil ikke gøre skaden god igen. Alene ved at gennemgå min adressebog og mine arkiver kan det belgiske politi og OLAF se hvem jeg har været i kontakt med.
Men i det mindste har lande som Belgien og Luxembourg lært lektien. Begge lande har fremlagt forslag til nye presselove, som forbyder tilsvarende angreb på kildebeskyttelsen.
Hvem der ikke har lært lektien endnu er de embedsmænd som styrer EU-institutionerne. De hovedansvarlige for ransagningen på min avis's Bruxelles kontor var ikke belgiere, men en kreds af EU-embedsmænd.
Denne historie viser i en nøddeskal hvor fjendtlig Bruxelles stadig er over for uafhængig journalistik.
EU-institutionerne synes at være stort set uvant med kritisk dækning i medierne. Det er måske en logisk konsekvens af den kendsgerning, at der ikke er nogen opposition i Parlamentet og meget lidt dag-til-dag-pres fra medierne.
Ikke alene gjorde de mig i stand til for første gang at afsløre, at der var truffet beslutning om adskillige svindelundersøgelser i forhold til Eurostat (EU's afdeling for statistik – red.) – undersøgelser, som ikke var kommet længere end til papiret, før vi offentliggjorde deres eksistens.
Dokumenterne tydede på at Kommissionen langt fra praktiserede den »nul-tolerance« over for svindel, som Kommissionsformand Romano Prodi havde lovet.
Den 27. marts 2002 udsendte OLAF-talsmand Alessandro Butticé en pressemeddelelse, som hævdede at »en journalist« muligvis havde bestukket en embedsmand. I en intern e-mail til alle ansatte i OLAF fortalte Butticé en anden historie. Her indrømmede han at der kun var »rygter« bag bestikkelsespåstanden.
Desværre for OLAF og for Kommissionen tørrede mine kilder ikke ud. I de følgende to år var jeg i stand til at skrive en hel del yderligere artikler om mistanker om Kommissions-svindel og om OLAF's påfaldende fiasko når det gjaldt om at bekæmpe den.
OLAF-chefen Franz-Hermann Brüner besluttede at optrappe sine aktiviteter – ikke mod svindel, men mod mine artikler.
I februar 2004 sørgede han for at der blev rejst sigtelse mod mig hos de belgiske og tyske myndigheder. Det belgiske politi mødte op på min bopæl, og umiddelbart efter fulgte en erklæring fra OLAF om at de ikke havde noget med ransagningen at gøre. Det tog dem en hel weekend at indrømme at det ikke var sandt.
I juli 2004 besluttede Kommissionsformand Romano Prodi og Kommissær Schreyer at afvise et forslag fra Præsidenten ved Retten i Første Instans Bo Vesterdorf.
Han havde foreslået at Kommissionen erklærede »at den ikke ville henvende sig til de belgiske myndigheder for at få adgang til alle dokumenter vedrørende« min sag, så længe den kørte ved EF-domstolen
Vesterdorfs forslag ville have beskyttet mine kilder mod at blive undersøgt af Kommissionens embedsmænd. Prodi og Schreyer besluttede at afvise dette kompromis.
Efterfølgende afviste Retten ved Første Instans og EF-domstolen min anmodning om midlertidige forholdsregler. Ikke alene tillod de Kommissionen at søge adgang til mine arkiver, men de omtalte end ikke princippet om kildebeskyttelse i deres kendelse.
Bemærk også, hvad der kom ud af EU-ombudsmand Nikiforos Diamnadouros's initiativ. I maj 2005 udsendte han en Særlig Rapport til Europa-parlamentet, hvor han anklagede OLAF for gentagne gange at have fremlagt vildledende og fejlagtige oplysninger om min sag.
Diamandouros havde fundet beviser mod to mænd: OLAF-chefen Brüner og hans kollega Nick Ilett. Hvad gjorde Parlamentets ledere? På et møde den 7. juli 2005 besluttede de at kassere et forslag til parlaments-rapport om sagen og aflyste en allerede planlagt høring.
Det eneste, OLAF foretog sig over for Parlamentets administration var »fup-undersøgelser«. Det skrev eksperter fra OLAF's rådgivende komité i et internt notat i marts 2003.
Under en høring i juli 2005 skamroste næsten alle betydende Europa-parlamentsmedlemmer Brüner. Det må siges at være overraskende, eftersom Revisionsretten havde konfronteret dem med en belastende rapport om hr. Bruners arbejde.
Kommissær Siim Kallas har flere gange gentaget, at Brüner har »gode chancer« for at blive genudnævnt. Lige før sommerferien satte Kommissionen ham på en liste over fem kandidater. Den nye direktør skal vælges i løbet af efteråret.
Det var i hvert fald tilfældet med den amerikanske regering efter terrorangrebene den 11.9., hvor det blev erklæret upatriotisk at sætte spørgsmålstegn ved præsidentens handlinger i den såkaldte krig mod terror.
Kun få stemmer i Kongressen var kritiske over for invasionen af Irak. Og kun en håndfuld journalister turde betvivle grundlaget for krigen mod Saddam Hussein. Når nogen – som Joseph Wilson – sagde deres mening, blev deres gode ry og rygte undergravet for at genskabe det omhyggeligt etablerede pæne billede.
I modsætning til Washington har Bruxelles ikke megen militær ildkraft til rådighed. I modsætning til præsident George Bush kan Kommissionsformand José Manuel Barosso ikke gå i krig mod bare det mindste sheikdømme i Mellemøsten.
Men som i Washington efter den 11.9. er der en konformistisk tendens i Bruxelles, som har ramt mange i de seneste år: whistle-blowers som Paul van Buitenen og Marta Andreasen blev begge beskrevet som tossede af Kommissionen og også af mange journalister.
Når der ikke er nogen opposition, er der heller ikke nogen til at sætte spørgsmålstegn ved det officielle spin. Derfor finder mange journalister det lettere blot at udbrede det budskab, som toppen vil have udbredt.
I den politiske kultur i EU's hovedstad synes der at være mange – kommissærer, embedsmænd, parlamentsmedlemmer, måske også dommere – som har noget at skjule og som derfor er ivrige efter at sikre at informationer ikke bliver lækket til pressen.
Det er dårligt nyt for journalister i Bruxelles – men også for EU-institutionernes troværdighed.
Kronikken blev første gang offentlig€gjort d. 12. august af euobserver.com. Den er lettere forkortet af NOTAT's redaktion.
Den ansvarlige for aktionen mod Tillack, direktøren for Det Europæiske Anti-Svindel Kontor (OLAF), Franz-Hermann Brüner, har muligheden for at beholde jobbet fem år til.
Brüner optræder på en liste over fem ansøgere, som ansættelsesudvalget har valgt som de bedste bud på en ny direktør – ud af 181 ansøgninger.
De øvrige fire kandidater er
I de kommende måneder skal Europa-parlamentets budgetkontrolkomite have de fem ansøgere til samtale. Jens-Peter Bonde, JuniBevægelsen, er medlem af denne komité.