ARTIKLER


Rumænien og Bulgarien bliver medlemmer af EU

25.4.2005 underskrev repræsentanter fra Rumænien og Bulgarien EU's tiltrædelsestraktat. Det er to tilbagestående lande, der bliver medlemmer.
Af Sven Skovmand
3. maj 2005

Mandag den 25. april skrev repræsentanter for Rumænien og Bulgarien under på EU's tiltrædelsestraktat. Det betyder, at de sandsynligvis bliver medlemmer af EU til januar 2007.

Optagelsen kan dog udskydes med et år, hvis de to lande ikke får formindsket korruptionen, der især i Rumænien har et formidabelt omfang. I de internationale oversigter over korruption ligger landet på linje med Iran og Den Dominikanske Republik, skriver Politiken 25.4.2005.

Bladet oplyser, at de to landes gennemsnitlige årlige indkomst ligger på henholdsvis cirka 19.000 og 20.000 kroner. De ligger dermed langt under selv det svageste af EU's medlemslande – Letland. Her er gennemsnitsindkomsten cirka 35.000 kroner, mens den i Danmark ligger på cirka 225.000 kroner.

Især det rumænske samfund er stærkt tilbagestående. Det fremgår af, at cirka 40 procent af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbruget – næsten dobbelt så mange som i Polen.

Rumænien har godt 22 millioner indbyggere, mens Bulgarien har knap 8 millioner.

Behersket velkomst

Begejstringen over de to landes tiltræden var til at overse. Mens der var stor festligholdelse af den sidste udvidelse, mødte mange EU-lande kun op med ledende embedsmænd. Det gjaldt blandt andet Frankrig, Italien og England samt Danmark, der sendte udenrigsministeriets direktør, Friis Arne Petersen.

Man regner med, at der nu vil gå lang tid, før flere lande vil blive optaget i EU. Udover Tyrkiet søger Kroatien om optagelse, og der ventes forhandlinger med både Bosnien, Albanien, Makedonien og Serbien-Montenegro. Men der vil nok gå lang tid, inden disse forhandlinger udmønter sig i et medlemskab.