ARTIKLER


Sådan lovliggør EU ulovlige tilstande

Europæiske love forhindrer patent på software / computerprogrammer. Men sådanne patenter udstedes alligevel. Det er baggrunden for Kommissionens forsøg på at lovliggøre lovløse tilstande.
Af Staffan Dahllöf
18. marts 2005

Man kan ikke få patent på en god idé, en matematisk formel eller en opdagelse. Man kan kun få patent på en teknisk opfindelse.

Det siger loven i Danmark og i alle andre lande som har undertegnet den europæiske patentkonvention EPK fra 1973. Den konvention blev udarbejdet i Europarådets regi og har ikke noget med EU-lovgivning at gøre.

Men trods forbudet mod id‚- og formel- ,og softwarepatenter har det europæiske patentkontor EPO i Mnchen, som skal vogte EPK, udstedt patenter på blandt andet:

– Faneblade i tekstbehandlingsprogrammer

– Indkøbskurve som man møder på skærmen, når man skal handle varer på nettet.

– Betaling med kreditkort over nettet.

– Online-auktioner.

Disse patenter findes allerede, men får først betydning når de bliver håndhævet, f.eks. ved at patentindehaveren kræver licensbetaling af andre udviklere, eller stævner konkurrenter ved domstol.

Glidende praksis

Det er den i princippet ulovlige praksis som Kommissionen vil lave om på ved at åbne op for en formel tilladelse af det forbudte.

Det noget kringlede ræsonnement fremgår af at direktivforslaget slet ikke taler om softwarepatenter, men om ”computerimplementerede opfindelser”, det vil sige tekniske dimser med software indeni.

Det kringlede fremgår også af den danske regerings erklæring i sagen. Her siger man at:

”Danmark lægger i denne forbindelse særlig vægt på, at man sikrer adgang til interoperabilitet, (at patent på en opfindelse ikke skal forhindre at den kan bruges sammen med andet ikke patenteret udstyr, red.) at kun tekniske opfindelser kan patenteres, og at hverken ren software eller forretningsmetoder kan patenteres.”

Det vil sige at regeringen egentlig står vagt om den gældende lov, men alligevel er parat til at gå Kommissionen forslag i møde, omend på en ”balanceret måde”.

Patent på liv

At legalisere ulovlige tilstande på en balanceret måde er noget som EU-maskineriet er blevet brugt til tidligere.

Direktivet om patent på ”bioteknologiske innovationer”, populært kaldt ”Patent på liv” fra 1998 fulgte det samme mønster.

Nationale love, og den omtalte europæiske patentkonvention forbyder patenter på planter, dyr og (og mennesket!). Men EU vedtog et direktiv som gør muligt blandt andet at tage patent på planter, og på gener, eller menneskelige celler, selv om opdagelsen af et gén ikke er en teknisk opfindelse.

Fælles for Patent på liv-direktivet og forslaget til direktiv om Softwarepatent er ønsket om at konkurrere med USA, ved at indføre tilstande som efterligner amerikanske forhold, bare ikke fuld ud.

Alle, også Bendt Bendtsen, siger at man i hvert fald ikke vil indføre amerikanske tilstande i Europa.

Fælles for de to patentsager er også at Kommissionen bruger muligheden at indføre EU-lov ved flertalsbeslutninger.

Flertalsbeslutninger

At lave om på den europæiske patentkonvention vil kræve at alle lande bag konventionen bliver enige; og det vil være tæt på en umulig opgave. At lovliggøre en glidende praksis ved hjælp af et EU-direktiv er en langt nemmere løsning. Hvis Kommissionen bare kan samle det fornødne flertal i Ministerrådet, og hvis forslaget ikke bliver væltet af et absolut flertal i Parlamentet, kan ulovlige tilstande erklæres formelt lovlige. Det var sådan det gik med direktivet om patent på liv. Det blev først væltet i Parlamentet i 1995, men gled igennem i et andet forsøg tre år senere, efter at lægemiddelsindustrien havde udført et dygtigt lobbyistarbejde blandt parlamentarikerne.

Det siger dansk lov:

§ 1 b. Stk. 2. Som opfindelser anses især ikke, hvad der alene udgør

1. opdagelser, videnskabelige teorier og matematiske metoder,

2. kunstneriske frembringelser,

3. planer, regler eller metoder for intellektuel virksomhed, for spil eller for erhvervsvirksomhed eller programmer for datamaskiner,

4. fremlæggelse af information.”

Fra Patentloven kapitel 1, § 1, stykke 2

Det vil Kommissionen (og Microsoft):

Ny definition: ”Med henblik på anvendelsen af dette direktiv gælder følgende definitioner: (a) ved en "computer-implementeret opfindelse" forstås enhver opfindelse, hvis implementering indebærer anvendelse af en computer, et computernet eller en anden programmerbar maskine, og som omfatter et eller flere prima facie (umiddelbare, red.) nye karakteristika, som helt eller delvist implementeres ved hjælp af et eller flere edb-programmer”

Nye krav:

” Medlemsstaterne sikrer, at en computer-implementeret opfindelse betragtes som henhørende under et teknologisk område.”

Fra Kommissionens direktivforslag KOM (2002) 92, del af artikel 2 og 3.

Det citerede afsnit er en direkte kopi af artikel 52 i Den Europæiske Patentkonvention (EPK) FRA 1973.