ARTIKLER


SF: Danmarks mest unionsglade parti

SF stemmer nu i EU-parlamentet for en unionsudvikling, som alle andre danske partier modsætter sig. Auken støtter flertalsafgørelser, som partiets aftale med Anders Fogh ellers skulle garantere vælgerne imod.
Af Erling Böttcher
26. januar 2005

Fjernelse af den nationale vetoret på områder som social sikring, om udenrigs- og sikkerhedspolitik, ved fremtidige ændringer af EU’s forfatning, og forslag om at gøre EU-parlamentet til et rigtigt føderalt parlament. Det er nu SF-politik, ifølge partiets medlem af EU-parlamentet.

Blot to måneder efter at partiet indgik et nyt nationalt kompromis med de øvrige ja-partier om at give danskerne tryghed til gengæld for et ja til EU-forfatningen, gik Margrethe Auken i sidste uges debat og afstemninger langt videre end hidtil set fra SF’s side.

SF’s gruppe i EU-parlamentet, De Grønne, havde stillet en række vidtgående ændringsforslag, som Margrethe Auken stemte for som det eneste danske medlem af EU-parlamentet. Selv afviser hun at der skulle være nogen problematik i dette:

Gennemarbejdet holdning

”Tingene går så fantastisk hurtigt. Jeg vil ikke sige at jeg ikke kan komme til at stemme forkert men jeg mener nu at dette var ret gennemarbejdet,” lyder Margrethe Aukens umiddelbare kommentar.

Mener du at de enkelte landes vetoret ved traktatændringer skal fjernes?

”Ja, jeg er langt mere vidtgående end du forestiller dig. Når nu vi har fået langt flere lande ind, er den blokeringsmulighed håbløs. Der er stadig alt for meget nationalisme i forfatningen.”

De Grønnes forslag lægger ikke skjul på at man ønsker EU-parlamentet gjort til et rigtigt føderalt parlament som kan udpege Kommissionen?

”Vi vil meget gerne have at vi får meget mere fælles demokrati. Vi støtter samtidig at de nationale parlamenter styrkes.”

Kan man kalde dig for føderalist?

”Nej, det vil jeg ikke sige, for det ord bliver brugt så forskelligt. Folk opfatter det som om vi laver Europas forenede Stater.”

Men du stemmer med dem, som selv betegner sig som føderalister?

”Ja, men de mener noget andet end det, du mener. Jeg går ikke ind for Europas forenede Stater.”

Kompromisset er ingen garanti

I det nationale kompromis er flertalsafgørelser om sociale sikringsordninger i den røde boks, altså hvor der fortsat skal være enstemmighed?

”Der står ikke at vi er imod det, der står blot at vores parti skal være med inde over sagen. Vi har ikke sagt at vi aldrig vil have det.”

”Der er ingen garanti for at vi aldrig skal have flertalsafgørelser. Jamen det er ikke et hvilket som helst socialt sikringssystem, vi taler om. Forfatningen taler alt for lidt om sociale standarder og beskæftigelse. Det kunne jo være at vi fik en social tryghed ind, som minder om den nordiske.”

Hvad med flertalsafgørelser i al udenrigs- sikkerheds- og forsvarspolitik, undtaget krigsindsatser?

”Det siger jeg ja til. Det er f.eks. i FN’s sikkerhedsråd en umulighed at nogle lande blokerer, blot fordi deres egne handelsmæssige interesser står på spil”

Men i EU ville der f.eks. være et flertal, som ville afskaffe våbenembargoen mod Kina?

”Det må man jo finde sig i en gang imellem.”

Fire vidtgående ændringsforslag

3. EU-parlamentet beklager at regeringerne ikke overtog EU-konventets mere vidtgående forslag til en EU-forfatning. Forslaget blev forkastet med stemmerne 51, 586, 38 (for, imod, undlod)

For: SF. Imod: V, RV, S, JB, FB, DF

4. EU-parlamentet mener at forfatningen har visse mangler, blandt andet at den ”hverken skaber et europæisk socialt system eller fuldt ud etablerer europæisk demokrati” samt ”opretholder muligheden for at anvende nationalt veto til at hæmme Den Europæiske Unions handlekraft og blokere for yderligere revision af forfatningen”.

Forkastet med stemmerne 53, 583, 38. For: SF. Imod: V, RV, S, JB, FB, DF

8. EU-forfatningen skal give ”en udvidet europæisk integrationsproces og en fortsættelse af den konstitutionelle proces”. Forkastet med stemmerne 48, 594, 33. For: SF. Imod: V, RV, S, JB, FB, DF

9. EU-parlamentet ønsker en ”Fuld realisering af europæisk demokrati, parlamentarisme” samt ”udvikling af et fælles europæisk socialt system”. Forkastet med stemmerne 77, 558, 37. For: SF. Imod: V, RV, S, JB, FB, DF

De Grønne vil hurtigt videre

STRASBOURG (NOTAT) – ”Vi siger et et kampklart ja - vi skal sige ja for at kunne forbedre den lige så vel som den amerikanske forfatning i virkeligheden ikke blev skabt på en gang, men at det især er de senere ændringer, som vi beundrer”.

Sådan forklarede den østrigske Johannes Voggenhuber på et pressemøde i sidste De Grønnes strategi for at videreudvikle Unionen.

”Vi skal derfor - ikke på et eller andet tidspunkt - men straks efter at forfatningen er ratificeret af det sidste land, aflevere 40.000 underskrifter på en ”First Amendment” (første ændring af forfatningen).”

”Det drejer sig om fuldendelsen af det europæiske demokrati,” sagde Voggenhuber, og erklærede at

Stort flertal vil tage nye initiativer

De Grønne erklærede at de allerede nu vil gå i gang med at samle underskrifter for at der hurtigst muligt kommer ændringer i EU-forfatningen. Samtidig havde partiet sammen med en række andre fremsat et ændringsforslag til parlamentets behandling af EU-forfatningen.

Ifølge ændringsforslaget ”agter at gøre brug af den nye initiativret, som forfatningen giver det med henblik på at foreslå forbedringer i forfatningsteksten.”

Ændringsforslaget blev vedtaget med 444 stemmer for, 189 imod og 40 undlod. Fra Danmark stemte SF og Socialdemokraterne for, mens V, RV, JB, FB og DF alle stemte imod.

Målene for første ændring af forfatningen

”I europæisk demokrati er hele Unionens budget genstand for fælles beslutningstagen med Parlamentet, alle beslutninger er under kontrol af EU-domstolen, og flertalsbeslutninger er den generelle regel. Rådet skal udøve sin lovgivning i offentlighed når det er lovgivende organ

Enhver ændring af forfatningen, efter et konvent, bliver besluttet ved kvalificeret flertal af parlamentere i medlemslandene og i EU-parlamentet. Regeringskonferencen vil blive aflyst.

Udenrigs- sikkerheds- og forsvarspolitik skal være efter fælleskabsmetoden og flertalsbeslutninger.

Militære engagementer skal godkendes af EU-parlamentet.

Fælles sociale standarder og minimumsstandarder for virksomhedsskatter skal vedtages ved lov.

Første skridt er at vedtage denne forfatning.”

Kilde: Pressemeddelelsen ”Grønne ønsker et kritisk ja”.