Straf uden rettergang

EU-domstol godkender, at svensk statsborger har fået sine penge indefrosset – uden at han er sigtet, tiltalt, eller dømt. Sanktioner som begrundes med FN-beslutninger står over menneskerettighederne.
Af Staffan Dahllöf
5. oktober 2005

EU har ret til at pålægge enkelte individer i Unionen økonomiske sanktioner. Og terrorbekæmpelse i FN-regi rangerer højere end retten til ejendom, retten til et juridisk forsvar, og retten til domstolsprøvelse.

Dette blev i sidste uge slået fast af Retten i første instans, den ene af EU's to domstole i Luxembourg.

For Ahmed Yusuf, svensk statsborger født i Somalia, betyder afgørelsen at han på fjerde år ikke må røre sine egne penge, ikke må arbejde og ikke må modtage nogen form af økonomisk støtte.

Dog skal han betale omkostningerne for den tabte retssag.

Totalitær stat

Ahmed Yusufs advokat Thomas Olsson var rystet i sin kommentar til afgørelsen:

»Vi havde håbet på en juridisk afgørelse, men domstolen har reduceret sig selv til en megafon for magten. Dette er helt retsløse tilstande, og kimen til en totalitær stat,« sagde han til Sveriges Radio.

Afgørelsen, som vil blive anket, er den seneste i en kæde af beslutninger som startede med en FN-resolution i 1999 om økonomisk- blokade af det daværende Taleban-regime i Afghanistan.

I foråret 2001 blev FN-resolutionen gjort til EU-lov i form af en forordning, i øvrigt under svensk EU-formandskab. Beslutninger i FNís sanktionskomité blev her-efter automatisk EU-lov.

På det tidspunkt var sanktions-listen forholdsvis kort og omfattede ikke Ahmed Yusuf.

Det kom den til at gøre.

Efter 11. september

Efter terrorangrebene mod New York og Washington i september 2001 fandt Ahmed Yusuf ud af at han stod på sanktionslisten.

Begrundelsen for at han stod der, var at han arbej-dede----- med betalingssystemet Al Barakaat; en slags bank som USA mente blev brugt til at formidle økonomisk støtte til Al Qaeda.

Men Yusuf blev aldrig sigtet for nogen forbrydelse.

Svensk politi fandt ikke grund til at indlede efterforskninger mod ham, og har heller ikke gjort det senere.

I praksis blev beslutningen om indgrebet mod Yusuf taget da den daværende udenrigskommissær Chris Patten skrev hans navn på EU's sanktionsliste den 14. november.

Men, mener Yusufs advokat, EU har ikke lovhjemmel til sanktioner mod enkelte individer. Der findes ingen fælles strafferet i EU.

Det er domstolen delvis enig i. Og dog:

Hvis man lægger EU's ret til at udøve udenrigspolitiske sanktioner sammen med traktatens såkaldte gummiparagraf (artikel 308), kan det lade sig gøre alligevel, når retten frem til.

Underordnet FN

Under proceduren sagde advokat Thomas Olsson, at Ahmed Yusuf straffes uden rettergang, uden at have fået mulighed for at forklare sig, og uden egentligt at vide hvad han har gjort forkert – udover at bestyre Al Barakaats lokalkontor i Tensta, en forstad til Stockholm.

Hertil siger retten at FNís sanktionsbeslutninger rangerer højere end anden lov, og at EU's domstol ikke kan sætte sig til doms over FN-beslutninger.

Retten til at blive hørt, at få sin sag prøvet ved domstolen, og til ikke at blive frataget ejendom, må her stå tilbage i kampen mod terrorisme.

Det er i og for sig ikke så opsigtsvækkende mener Jonas Christoffersen, adjunkt ved Københavns Universitet med speciale i menneskerettigheder.

Den politiske magt

»Det kritiske spørgsmål er, hvem der skal bestemme, hvordan sanktionsbeslutninger og menneskerettigheder skal fortolkes – 5 dommere i Luxembourg eller de politiske kræfter i Sikkerhedsrådet? Hvis domstolen var nået frem til, at FNís sanktionssystem er i strid med menneskerettighederne, så ville det have fået meget dramatiske konsekvenser, fordi sanktionssystemet ville være faldet til jorden,« siger han.

Men skal domstole håndhæve retsprincipper uden at tage politiske hensyn?

»Det vil man sige i menneske-retsmiljøet, men den politiske magt har også en legitimitet, når den afbalancerer hensynet til individets retsbeskyttelse over for hensynet til flertallets beskyttelse mod terrorisme.

Selv om systemet kunne ind-rettes på en bedre måde, er det i sidste ende et spørgsmål om hvem der skal bestemme, hvordan sanktionssystemet indrettes. FN har forrang over EU- og svensk ret, og det må Sverige leve med, så længe indefrysningen ikke er i strid med den svenske grundlov,« siger Jonas Christoffersen.