ARTIKLER


Svindlere skylder EU 17 milliarder

Selvom svindel i EU bliver opdaget, er det langt fra sikkert, at EU får pengene tilbage.
Af Sven Skovmand
8. februar 2005

EU's landbrugsordninger indbyder til svindel, og der er i årenes beløb opdaget svindlerier for cirka 21 milliarder. Disse penge er af EU blevet udbetalt til svindlerne, men selvom svindelen er opdaget, er kun en lille del af pengene – cirka 4 milliarder – betalt tilbage. Og det har lange udsigter med at få resten af pengene, skriver Information 26.1.2005.

En af de værste affærer er foregået i Napoli-området i det sydlige Italien. Her blev smørret i mejerierne i stort omfang blandet op med fedt fra slagterier og destruktionsanstalter, hvorpå det med EU-tilskud blev solgt videre til produktion af is og kager. Svindelen blev kun opdaget, fordi to af hovedmændene blev myrdet.

Svindlerne har tjent cirka 750 millioner kroner, men de italienske myndigheder arbejder langsomt, og ingen af pengene er endnu blevet betalt tilbage. Det har fået medlemmer af EU's budgetkontroludvalg til at kræve handling af Mariann Fischer Boel og Siim Kallas, der er kommissærer for henholdsvis landbrug og svig.

Kommissærerne har svaret tilbage at de ikke har nogen ret til at blande sig i forholdene, fordi sagen hører under de italienske myndigheder.