ARTIKLER


Udtjente fiskeribåde til Asien

Ofrene fra flodbølgen i Sydasien får udtjente fiskerfartøjer fra EU i bistand, selvom man siger nej tak. Det koster mere at sende gamle både fra Europa end at bygge nye i Asien.
Af Staffan Dahllöf
7. marts 2005

Fiskeriminister Hans Christian Schmidt og hans kolleger i Ministerrådet blev i mandags enige om at lade overføre 5-20 år gamle og udtjente fiskefartøjer fra EU til de tsunami-ramte lokale fiskerisamfund i Asien.

Ugen inden advarede FN’s levnedsmiddelorgan FAO imod at sende udstyr som ikke er tilpasset det lokale fiskeri.

FAO har ikke registreret nogen begæring om at få brugte fartøjer fra Europa. Sri Lanka og Indonesien har direkte frabedt sig den tiltænkte hjælp.

Et enigt bistandsudvalg i EU-parlamentet forsøgte i sidste uge forgæves at få standset den foreslåede fartøjsoverførsel.

Gammelt bras

Struan Stevensen, skotsk medlem af den konservative gruppe holdt et vredt indlæg i Parlamentet, hvor han sagde at det bliver 3-4 gange dyrere at sende udtjente både fra EU end at støtte lokale bådværfter.

Carl Schlyter, talsmand for den grønne gruppe, sagde at fiskerne i Asien har brug for ny hjælp og ikke gammelt bras fra EU.

Nils Lundgren fra den svenske Junilistan sagde at gode hensigter kan forværre situationen, og anklagede EU for at udnytte katastrofen i Asien til at udvide sin egen kompetence.

I fiskerikommissær Joe Borgs fravær svarede kultur- og mediekommissær Viviane Reding på den til tider intense kritik.

Mest fra Middelhavet

Ifølge kommissær Reding vil det ikke koste mere end 15.000 danske kroner per styk at transportere fiskerbåde fra EU til Asien. Det er dog stadig mere end de knap 9 000 kroner som en nybygget båd koster lokalt, hvis man skal tro Parlamentets bistandsudvalg.

Viviane Reding mente også have hørt om en thailandsk interesse for brugte EU-fartøjer.

Da overførslen skal omfatte fartøjer under 12 meter, bliver det i første omgang udrangerede fiskerbåde fra Middelhavslandene som skal sendes østpå.

Advarsel fra FN-organ

Penge til overførslen skal tages fra EU’s ophugningsstøtte til fiskefartøjer med 20 procent oveni den normale sats for dækning af transporten.

Beslutningen i mandags i Ministerrådet var enstemmig, men der blev tilføjet at overførslen skal samordnes med FN-organet FAO, hvor vicefiskeridirektør Ichiro Nomura sidste uge advarede imod EU’s tiltag:

»Vi roser generøsiteten fra alle som vil hjælpe. Men ikke alle slags både og udstyr vil kunne bruges. Meget vil blive smidt ud samtidigt eftersom transport, vurdering og opbevaring af udstyr røver tid, resurser og energi,« sagde han.