NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Kampagnen er sat i værk af en gruppe EU-politikere under ledelse af den svenske liberale Cecilia Malmström og kan følges på internetstedet www. oneseat.eu.
På hjemmesiden opfordres man til at støtte kampagnen fordi EU-forfatningen giver os lov til det. Der står:
»Artikel 47 om deltagelses-demokrati i den foreslåede forfatning for Den europæiske Union, som Den europæiske Kommission støtter, ønsker at borgerne i Den europæiske Union bliver mere aktive og deltager i debatten om europæiske emner. Derfor starter vi et borgerinitiativ for at indsamle en million underskrifter for at stoppe dette spild af skatteborgernes penge.«
Vi tager den lige én gang til:
Vi skal protestere fordi vi har fået lov til at protestere. Skal vi så lade være, hvis vi ikke har fået lov?
Kommissionen synes også godt om at vi bliver aktiveret lidt. Mange tak.
Kampagnen bakkes op af den svenske PR-kommissær Margot Wallström. Det har fremkaldt en reaktion fra Kommissionens øverste talsmand, Johannes Leitenberger, som har tilkendegivet at Wallström ikke repræsenterer Kommissionens officielle linje på dette punkt. »Alle kommentarer, som kommissær Wallström har fremsat ... er fremsat af kommissæren personligt,« siger han ifølge EUobserver 1. juni.
»Et antal unionsborgere på mindst én million, der kommer fra et betydeligt antal medlemsstater, kan tage initiativ til at opfordre Kommissionen til inden for rammerne af sine beføjelser at fremsætte et egnet forslag om spørgsmål, hvor en EU-retsakt efter borgernes opfattelse er nødvendig for gennemførelse af forfatningen. Bestemmelserne om procedurer og betingelser for fremsættelse af et sådant borger-initiativ, herunder det minimumsantal medlemsstater, som borgerne skal komme fra, fastlægges ved europæisk lov.«
Med andre ord. Vi vil, hvis EU-forfatningen bliver virkeliggjort, allernådigst få lov til at skrive et brev til EU-kommissionen. Hvis altså vi er mange nok, intereuropæiske nok og kun såfremt vi mener at vort forslag er nødvendigt for at fremme forfatningen. Ellers kan vi, må man forstå, lige så godt lade være.
Herefter vil Kommissionen overveje om den vil smide brevet direkte i papirkurven, eller evt. foretage sig noget.
Dette kaldes af nogle af de ivrige initiativtagere til underskriftindsamlingen ligefrem »deltagelses-demokrati«, hvilket ord også er overskriften på nævnte artikel i EU-forfatningen.
I dansk demokratisk målestok er der hverken deltagelse eller demokrati i formuleringerne i artikel 47.
De liberale og konservative bag underskrifts-indsamlingen har stået i forreste række for at anbefale både Amsterdam-traktat og Nice-traktat, som indeholdt bestemmelsen om Strasbourg som mødested.
Det er en underlig forestilling at være vidne til. F.eks. kunne man herhjemme for nylig i Folketingets afsluttende EU-debat opleve en Lone Dybkjær stå på talerstolen og reklamere gentagne gange for at man skulle ind og skrive under på oneseat.eu. Var hun ikke en af de fremmeste fortalere for Edinburgh-beslutningerne i december 1993, hvor man fastlagde Strasbourg som mødested?
Det kom der intet ud af.
Konventformand Giscard d’Estaing konkluderede forslaget væk. Uden nævneværdige større protester fra konventets store flertal. Hvad skal man mene om at blive aktiveret i en underskriftsindsamling, hvis mål initiativtagerne bør vide er helt håbløs?
Hvad skal man mene om politikere som det ene år bifalder konvent, forfatning, og forsvarer det hele, incl. rejsecirkus, for derefter at indsamle underskrifter mod deres eget værk?
Ville man opleve folketingspolitikere i optog på Christiansborg Slotsplads, i protest mod en lov de selv har lagt stemmer til året forinden?
Er det så skuespil eller er det afmagt?
I EU-parlamentets tilfælde begge dele. Den svenske EU-politiker Jonas Sjöstedt dokumenterede for få år siden at EU-parlamentets medlemmer er meget lidt repræsentative. De kommer stort set alle fra den velhavende middelklasse og derover. Ingen tvivl om at de udfra ærligt hjerte vil være bedst tjent med at få samlet hele aktiviteten i én by, også til gavn for os skatteydere. Men når det ærlige ønske serveres i en sovs af hykleri og forfatningsfremmende tiltag begynder det at smage underligt.