ARTIKLER


Alt er igen som det plejer

Tænkepausen har ikke fået ja-politikerne i Folketinget til at tænke over EU. De mener tilsyneladende fortsat, at EU-forfatningen var god nok, og at vælgerne var forkerte på den.
Af Erling Böttcher
5. maj 2006

At overvære et møde i Folketingets Europaudvalg, som offentligheden kunne i onsdags, er en forstemmende oplevelse. Alt er igen ved det gamle i Folketingets Europaudvalg. Ja-fløjen vil diskutere »styrkelse« og »fremdrift« og »mere EU-kompetence« – og helst kun med hinanden.

Man får på fornemmelsen at ja-partierne tørrer sveden af panden og tænker »back to business« efter tænkepausen. Sagen er da også at ja-siden aldrig har skullet bruge nogen tænkepause. De der har tænkt, har konkluderet at EU-forfatningen er saliggørende, og at det er vælgerne som er galt på den.

Det socialdemokratiske medlem af Europaudvalget, Mette Gjerskov, ramte da også hovedet på sømmet, da hun i onsdags spurgte ud i den blå luft og uden nogen i Europaudvalget kunne svare:

»Hvad skal vi så bruge det næste års tænkepause til, når den bliver forlænget på topmødet i juni?«

Vi lader spørgsmålet stå et øjeblik.

Vi kan dog godt komme på adskillige svar. F.eks. kunne man tænke lidt over, hvordan man får demokrati i EU uden at det handler om at styrke det EU-parlament, som alene ud fra valgdeltagelsen for længst er bortdømt som en mulig løsning på demokrati-problemerne.

Man kunne også tænke lidt over, hvor EU kunne få mindre kompetence. Ja måske kunne statsministerens parti ligefrem genoplive den forsvundne tanke om et kompetencekatalog, som et par år før forfatningskonventet blev anset for afgørende for at genskabe vælgernes tillid til EU.

Uanset hvor meget der tænkes, falder den slags tanker dog på stenet grund, så længe ja-partierne ikke vil ændre retningen, uanset nok så mange protester og nej-folkeafstemninger. Eneste tilbageværende spørgsmål for ja-partierne er det rent taktiske: Hvordan og hvornår kan vi få det til at glide ned bedst muligt? Det tænkes der til gengæld meget over.