Alternativet til Unionen

EU vil aldrig kunne leve op til almindelige demokratiske kriterier, så der skal en omfattende ændring til, skriver ny engelsk bog.
Af Luise Hemmer Pihl
1. september 2006

Som så mange andre i 1950’erne var det nyvalgte britiske parlamentsmedlem Richard Body tiltrukket af tanken om at Europas gamle nationalstater gradvist skulle smeltes sammen i en union og sikre freden. Det førte til en del invitationer til fornemme middage med EF-kommissærer, og hen mod slutningen af én af disse middage så værten Richard Body dybt i øjnene og sagde:

»Vi har alle seks, undtagen Luxembourg, mistet et imperium og den magt, der fulgte med. Nu er I også i færd med at miste jeres imperium, og når det er sket, vil I også være uden magt. Alene er vi intet. Men hvis vi slutter os sammen, får vi større magt end nogen sinde.«

Illusionen bristede

Fra det øjeblik mistede den unge parlamentariker sine illusioner om EF som fredens projekt. Det hele handlede altså i virkeligheden om magt og magtkoncentration uden for almindelige menneskers rækkevidde og kontrol.

Anekdoten fortælles i Richard Bodys nyeste bog: A Democratic Europe – The Alternative to the European Union. I bogen argumenterer forfatteren for et kursskifte i EU, hvor magten føres tilbage til nationalstaterne og udgår direkte fra deres folkevalgte parlamenter. Kun på den måde kan et europæisk samarbejde opfylde de fem kriterier til et demokratisk styre, som bogen formulerer:

1. Er lovene altid godkendt af de mennesker, de angår, eller af deres valgte repræsentanter?

2. Får vælgerne mulighed for at give sin mening til kende, før et lovforslag kommer til behandling?

3. Kan vælgerne effektivt påvirke sine valgte repræsentanter, når et lovforslag fremsættes?

4. Står de valgte repræsentanter til regnskab for vælgerne, når lovene er trådt i kraft?

5. Kan enten vælgerne eller medierne følge debatten, mens lovene bliver til?

Kald det bare EU

Bogen argumenterer overbevisende om at EU aldrig vil kunne leve op til disse kriterier. Vælgernes indflydelse er per definition så fortyndet at den ikke eksisterer. Meget store enheder uden en fælles kultur og offentlighed kan ikke være demokratier.

Alternativet er at udvikle det mellemstatlige samarbejde der allerede finder sted i Europarådet. Desuden skal EU opgive sin toldunion med mure mod omverdenen og blive til et frihandelsområde i stil med EFTA. Målet er et samarbejde mellem suveræne demokratiske nationalstater og en fri, men fair verdenshandel.

Men, siger forfatteren: »Vi kan da godt blive ved med at kalde det EU, hvis nogen kan redde ansigt ved det.«