ARTIKLER


Arlas støtte: 1 milliard årligt

Dansk-svenske Arla har modtaget tæt på 1 milliard danske kroner i eksportstøtte fra EU hvert år de seneste fem år, viser sammenlægning af svenske og danske tal
Af Staffan Dahllöf
19. maj 2006

Selvom eksportstøtten kun udgør 3,4 procent af EU's budget (i 2004) så handler det om store penge for den enkelte modtager.

Forklaringen er at eksportstøtten går til nogle få, men store virksomheder.

I Sverige delte 102 virksomheder et støttebeløb på knapt en halv milliard svenske kroner i 2004. Heraf gik 80 procent til virksomhederne Danisco, Arla og Uhrenholt.

Til sammenligning måtte 60 000 svenske bønder deles om 9 milliarder svenske kroner. De 59.818 af dem fik under 1 million kroner om året i støtte.

Og omvendt var det således kun 182 landbrugsvirksomheder som fik en million kroner eller mere i 2004.

Heraf fik topscoreren 9 millioner kroner, omtrent samme niveau som de største enkeltmodtagere blandt danske landmænd.

Samme kilde, flere haner

Samkøringen af oplysninger fra Jordbruksverket i Sverige og Fødevarestyrelsen i Danmark, som også Information og Göteborgs-Posten har publiceret, har også vist at de store eksportvirksomheder kan modtage EU-støtte fra samme kilder, men ud af forskellige haner.

Årsagen er at støtten udbetales fra det land hvor en vare er eksporteret ud af EU, uanset hvor virksomheden har sin adresse. Således fik Arla 160 millioner svenske kroner fra Sverige og 860 millioner danske kroner fra Danmark i 2004.

På www.farmsubsidy.org finder du mere om modtagere af EU’s landbrugsstøtte.