NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Torsdag den 9. februar vil folk på Københavns Hovedbanegård, Århus Banegård og Odense Banegårdscenter bliver mødt af aktivister i lyse jakker med banner, postkort, uddelingsaviser og grønne bolsjer. Uddelingsavisen er lavet af dagbladet Politiken, der samme dag sender den ud til læserne som tillæg til den sædvanlige avis.
»Borgernes Dagsorden bliver synlig de mest centrale steder i landet. Folk vil møde Borgernes Dagsorden repræsenteret af bl.a. aktivister fra en række organisationer som vil opfordre folk til at blande sig i debatten om fremtidens Europa«, udtaler Lave K. Broch, som sidder i koordinationsgruppen i Borgernes Dagsorden.
Postkortene bliver langt fra den eneste mulighed for at komme til orde. For eksempel er det planen at der opstilles en tænkeboks på hovedbanegården, hvor folk kan sige deres mening i en 90 sekunders videooptagelse. Og der bliver mange andre muligheder i løbet af foråret.
Borgernes Dagsorden er overskriften på den danske debat om Europas fremtid, som Folketingets Europaudvalg og syv bevægelser er blevet enige om med udgangspunkt i fem spørgsmål.
I løbet af marts-april vil der i Borgernes Dagsorden blive afholdt lokale debatmøder omkring 15 steder rundt om i landet. Og den 6. maj rundes aktiviteterne af med et stort arrangement på Holmen i København, hvor der er planlagt stort anlagte debataktiviteter og en større markedsplads, hvor masser af NGO'er får boder, hvorfra de kan præsentere deres syn på Europas fremtid.
Tre dage efter – den 9. maj – opsummerer Folketinget debatten i tænkepause forud for EU-topmødet den 15.-16. juni.