ARTIKLER


Bygger bjerge af sukker

Om blot fire år vil EU have lagre af sukker på 28 millioner tons – halvanden gang det årlige forbrug.
Af Sven Skovmand
15. december 2006

EU’s landmænd producerer alt for meget sukker, og det er ved at føre til enorme lagre, som man ikke kan få solgt, oplyser Jyllands-Posten 23.11.2006

Ifølge EU-kommissionen produceres der hvert år 4,5 millioner tons sukker for meget. Det vil på blot fire år skabe et sukkerbjerg på 18 millioner tons.

Da det årlige forbrug i EU-landene kun er på 12 millioner tons, vil det være et gigantisk problem.

Må ikke sælges udenfor EU

EU har i mange år haft overskud af sukker. Men hidtil har man løst problemet ved at sælge sukkeret på verdensmarkedet til langt lavere priser end dem, EU’s forbrugere har skullet betale.

Denne praksis har fået priserne 1til at falde, og det har været noget af en katastrofe for de ulande der producerer sukker.

Derfor har EU måttet forpligte sig til at ophøre med dette salg og nøjes med at producere til eget forbrug.

Prisen har været for høj

Hvis der var fri konkurrence, ville der ikke blive produceret ret meget sukker i EU. Kun i dele af Frankrig har man så gode vilkår for sukker at man kan konkurrere med sukker fra for eksempel Brasilien eller Cuba.

Men da prisen på sukker i EU i mange år har været tre gange så høj som prisen på verdensmarkedet, er der produceret store mængder sukker – også i områder, der slet ikke er egnet til denne afgrøde.

Derfor fik landbrugskommissær Mariann Fischer Boel i no­vember 2005 gennemført en nedsættelse af sukkerprisen på 36 procent over en 4-årig periode.

Man håbede at dette ville føre til en nedgang i produktionen på 4-5 millioner tons om året.

Må skære yderligere

Landmænd, der ville nedsætte deres produktion, har efter ansøgning kunnet få støtte fra EU. Men man har kun fået ansøgninger svarende til cirka 700.000 tons.

Det vil derfor snart blive nødvendigt at sænke prisen yderligere eller også begrænse sukkerlandmændenes kvoter.

Det gælder så meget mere, som EU har forpligtet sig til at afskaffe tolden på sukker for 50 fattige ulande, hvoraf flere har en betydelig produktion af sukker.