Domstole skal bruge iransk lov

En dansk kvinde vil skilles fra sin iranske mand, men manden siger nej. Hvis parret­ senest har boet i Iran skal iransk lov gælde, også i Danmark. Det foreslår Kommissionen.
Af Staffan Dahllöf
1. december 2006

Forslaget om valg af lov ved skilsmisse er ikke noget NOTAT har tyvstjålet fra den britiske tabloidpresse, eller nogen anden kilde med en anelse tvivlsomt ry.

Eksemplet er hentet fra det igangværende lovgivningsarbejde i EU. Det handler nærmere bestemt om »Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager.«

Og det forslag kan godt ende med en ny og ganske anderledes skillsmissepraksis her til lands.

Hvor man har boet

Kommissionen vil gerne have et fælles regelsæt for hvilke skilsmisselove som skal gælde hvis parterne kommer fra forskellige lande.

Det skal de to helst selv blive enige om.

Men hvis det ikke lykkes, og enighed er nu engang ikke altid det mest dominerende træk i skilsmissesager, ja så er det loven i det land hvor de uenige par senest har boet som styrer.

Også hvis det er et land uden for EU.

Det vil kunne få hidtil usete konsekvenser.

Efter iransk lov

For ikke unødvendigt at blive beskyldt for EU-fjendsk propaganda dækker vi os ind bag følgende kun lidt redigerede analyse fra det svenske justitsministerium (Faktapromemoria 2006/07:FPM8):

»Et eksempel er en dansk (i original svensk) kvinde som gifter sig med en iransk mand og flytter til denne i Iran. Efter en tid vil hun bryde ud af ægteskabet og flytter tilbage til Danmark (Sverige). Med dagens regler ville hun få skilsmisse efter dansk (svensk) lov. Forslaget indebærer at iransk lov skal bruges af den danske (svenske) domstol. Tilsvarende skulle også gælde for en indvandret iransk kvinde, også hvis manden er flyttet fra Iran.«

Et mindretal med problemer

Hvad siger man så i det danske Justitsministerium til sagen?

Det vides ikke endnu.

Danske ministerier plejer først at komme med udmeldinger når de diplomatiske forhandlinger nærmer sig slutningen, og den pågældende minister skal have et forhandlingsmandat fra Folketingets Europaudvalg.

Dog kan vi citere det svenske embedsmænd som fortæller at »et flertal af medlemslandene stiller sig bag hovedtrækkene i forslaget, men at et stort mindretal har problemer.«

Tør vi gætte på at de danske forhandlere hører til i det bekymrede mindretal?