ARTIKLER


Ecco står nu alene mod EU

Efter at sportssko fra Kina er fritaget for ekstra told, står Ecco helt alene mod tekstilinteresserne i Syd- og Østeuropa.
Af Sven Skovmand
27. januar 2006

»Ecco får sparket« lyder overskriften på en artikel i Berlingske Tidendes erhvervstillæg 24.1.2006. EU-kommissionen arbejder nemlig i øjeblikket på hele to forslag, der vil skabe vanskeligheder for den danske skofabrik, skriver Børsen 24.1.2006.

Det ene er at der skal lægges en almindelig told på sko fra Kina, bortset fra sportssko. Det andet er at skoene skal mærkes, så forbrugerne kan se hvilket land skoene kommer fra.

Forslagene kommer som følge af pres fra producenterne af sko i det sydlige Europa, der ikke som Ecco har sørget for at udflytte den del af produktionen, der kræver særlig megen arbejdskraft.

Og de sydeuropæiske lande støttes af landene i Østeuropa, der har tilsvarende problemer. Samtidig har det svækket Ecco at EU vil undtage sportssko fra tolden. Det betyder at Ecco ikke længere har forbundsfæller i kampen mod Kommissionen.

Ecco har derfor indstillet arbejdet på to ekstra fabrikshaller i Kina, indtil den endelige afgørelse foreligger.