ARTIKLER


En ulykkelig udvikling

Selvom Servicedirektivet er ændret, ønsker Kommissionen fortsat at skabe mulighed for, at indvandrere fra Østeuropa kommer til at trykke lønnen og forringe arbejdsforholdene.
Af Sven Skovmand
5. maj 2006

Som det fremgår af artikler i dette og i tidligere numre af NOTAT, er der ingen grund til at tro at alt er i orden, blot fordi EUís berygtede servicedirektiv har fået trukket de værste tænder ud.

Kommissionen har på ingen måde opgivet sin tanke om at folk, der arbejder i andre EU-lande, skal behandles efter deres hjemlands regler. Og kan den ikke gennemføres gennem det ene direktiv, bruger man blot et andet – blandt andet det allerede vedtagne udstationeringsdirektiv.

Dette direktiv skal efter Kommissionens mening opfattes på en sådan måde at man reelt ikke kan forhindre at arbejdere fra østeuropæiske lande bliver underbetalt og får et dårligere arbejdsmiljø.

Det gælder i særdeleshed Danmark og Sverige, hvor hele det faglige område er bygget op på forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere – i modsætning til forholdene i de fleste andre EU-lande, hvor arbejdsmarkedet reguleres gennem lovgivning.

Man kan diskutere om udstationeringsdirektivet skal forstås på denne måde, men Kommissionen behøver ikke frygte nationale protester. For hvis der opstår problemer, vil EU-domstolen altid være rede til at støtte Kommissionens synspunkter.

Det kan føre til en dybt ulykkelig udvikling, hvor østeuropæiske arbejdere i stigende grad kommer til at optræde som løntrykkere, udnyttet af samvittighedsløse arbejdsgivere. Til skade for de svageste lønmodtagere, herunder især de indvandrere, som vi allerede har i landet.

Ufatteligt at LO tilsyneladende ikke ser noget problem i en sådan udvikling.