NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I kølvandet på sagen om overbetaling for leje af EU-parlamentets bygninger i Strasbourg følger nu en ny sag om bygningerne i Bruxelles.
Det er det tyske ugemagasin Stern, som i sidste uges udgave skriver at EU-parlamentet har spildt mange millioner kroner på et ubenyttet kontorpalads i Bruxelles.
EU's egen revisionsret har slået alarm. EU-parlamentet har hvert år fra 1998 til 2004 betalt mere end 44 millioner kroner pr. år for en bygning som slet ikke er blevet benyttet. Bygningen i Rue Belliard blev brugt af EU-parlamentet indtil det nye store glas- og stålpalads i Rue Wiertz stod klar i 1998. Herefter stod bygningen tom indtil Regionsudvalget rykkede ind i 2004.
Ugemagasinet Sterns Europa-redaktør Hans Martin Tillack skriver også at udgifterne til at huse de nye EU-politikere fra de nye medlemslande er blevet langt dyrere end planlagt. I stedet for det offentliggjorte beløb på 720 millioner kroner, har EU-parlamentet indgået aftale med byggefirmaerne om en pris »mere end dobbelt så høj«. Oveni har der ikke været taget højde for moderne IT-teknologi, så nu skal bygningen opdateres med ny teknologi for over 40 millioner kr.
Ifølge det tyske kristeligt-konservative medlem af EU-parlamentet, Markus Ferber, som også er medlem af budgetkontroludvalget, arbejder EU's revisionsret på en specialrapport om brugen af EU's bygninger, hvor sagen om den gamle parlamentsbygning i Bruxelles vil få den mest fremtrædende plads.
»Desværre har vi endnu større problemer med Bruxelles-bygninger end problemerne I Strasbourg;« siger Ferber til EUobserver.com