ARTIKLER


EU-domstolen bliver mere effektiv

EF-domstolen har længe været kritiseret for sin lange behandlingstid. Men nu går det den anden vej.
Af Sven Skovmand
24. februar 2006

EF-domstolen har længe været kritiseret på grund af den lange tid, det har taget at behandle sagerne. Men ifølge Børsen 14.2.2006 skete der en væsentlig forbedring i 2005.

Det gælder især de sager hvor nationale domstole beder EF-domstolen om at fortolke EU-regler. Disse sager blev i 2005 afsluttet efter i gennemsnit 20,4 måneder. I 2003 blev de først afsluttet efter 25 måneders forløb.

Den kortere sagsbehandling hænger sammen med at der er ansat flere dommere, og at man i en række sager har undladt at lade sagen behandle af en generaladvokat inden den endelige kendelse.

Det har også hjulpet Domstolen at der er anlagt færre sager. I 2005 var der tale om 474 nye sager, hvor antallet i 2004 var 531.