ARTIKLER


EU-krav skrotter 8.000 sikre norske lastbiler

En halv meter kan betyde at omkring 8.000 norske lastbiler må skrottes i 2007 – til trods for at netop disse biler er de sikreste på de norske veje.
Af Luise Pihl
1. juli 2006

En halv meter kan betyde at omkring 8.000 norske lastbiler må skrottes i 2007 – til trods for at netop disse biler er de sikreste på de norske veje.

Fra 1996 indførte EU regler om lastbilers længde, som Norge i kraft af sit EØS-medlemskab skulle følge. Imidlertid fik Norge en overgangsordning på 10 år. Men til nytår falder altså hammeren.

Det er transportbranchen i Norge meget kede af. For det første er en udskiftning af 8.000 lastbiler en ikke ubetydelig udgiftspost. For det andet vil det skade trafiksikkerheden, hvis EU-forskrifterne skal følges til punkt og prikke.

De norske lastbiler er nemlig udformet anderledes end normalt i EU af hensyn til de vanskelige køreforhold på små, snoede og stejle veje. De er udstyret med tre aksler i stedet for to, og afstanden mellem førerhus og anhænger er større for at gøre de vanskelige manøvrer lettere. Og den konstruktion betyder altså at bilerne bliver en halv meter for lange.