NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Alligevel er EU samlet ikke kommet tættere på en løsning af den forfatningskrise som blev udløst af det franske og det hollandske nej sidste år. Der er ingen tegn på af flertallet i de to lande som stemte nej, Frankrig og Holland, er blevet mere forfatningsvenligt indstillede siden hen.
Oveni er der mindst tre lande som ikke har taget stilling endnu, og som hver for sig vil kunne forpurre et nyt forsøg til godkendelse: Polen, Storbritannien og Irland.
»Det er i praksis utænkeligt at denne forfatning vil kunne ratificeres i Polen, det være sig i en folkeafstemning eller ved en vedtagelse i parlamentet,« sagde den polske præsident Lech Kaczynski i slutningen af februar i år.
Derefter er den diskussion gået i stå. På hjemmesiden for den britiske kampagneorganisation Vote-No er den seneste pressemeddelelse dateret oktober 2005.
I Irland blev der også målt et nej-flertal sidste sommer om end ikke så stort som i Storbritannien.
Hvis den neddroslede forfatningsdiskussion på et tidspunkt skulle føre til en traktatændring vil Irland være en joker lige til det sidste. Inden forfatningsdiskussionen brød sammen var det den irske regerings hensigt at Irland skulle afholde sin folkeafstemning sidst af afstemningslandene.
De omtalte finske og estiske ratificeringer inden sommeren vil være med til at øge den samlede vægt af ja-lande. Det vil muligvis øge presset på tøvende og lurepassende lande som Portugal, Tjekkiet og Sverige.
De konservative og kristendemokratiske partier, samlet i den store borgerlige parlamentsgruppe EPP, vedtog på sin konference i Rom den 31. marts en opfordring til at fortsætte ratificeringsprocessen i EU’s medlemslande.
Og den belgiske premierminister Guy Verhofstadt har slået til lyd for at de 12 ØMU-lande i eurozonen går foran og danner »Europas Forenede Stater«.
Samtidigt er der kommet flere udtalelser baseret på en erkendelse af at det politiske landskab blev grundlæggende forandret af det franske og hollandske nej.
Lamassoure er ikke kun veteran i EU-parlamentet. Han er også rådgiver for den franske indenrigsminister og kommende præsidentkandidat Nicolas Sarkozy. Ifølge European Voice fungerer Lamassoure også som bindeled mellem Sarkozy og den tyske regering.
Lignende meldinger kom statsminister Anders Fogh Rasmussen med allerede i januar i år, da han i dagbladet Politiken talte om en »tredje vej« mellem en begravelse og en relancering af forfatningen. Kommentarer i den samme retning er også kommet fra Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker, den tjekkiske udenrigsminister Cyril Svoboda, handelskommissæren Peter Mandelson, og fra unavngivne kilder i den tyske regering.
Pointerne med en sådan pragmatisk tilgang er at nogle af forandringerne vil kunne gennemføres inden for den gældende traktat.
Andre forandringer vil kræve traktatændring, eller vedtagelse af en »mini-forfatning«, men så måske uden folkeafstemninger. Det er i hvert fald bundlinjen i Anders Fogh Rasmussens udspil.
Statsministerens tre eksempler – nye afstemningsregler i ministerrådet, forstærket udenrigspolitik, og en fast EU-formand – er forandringer som med Justitsministeriets traditionelle fortolkning ikke medfører afgivelse af suverænitet, og derfor ikke vil kræve folkeafstemning i Danmark.